Cykelrytteren Michael Rasmussen har indgået et bemærkelsesværdigt partnerskab med ur-designeren Christina Hembo
Hun er 'Årets Kvindelige Iværksætter 2008' og 'Årets Væksteventyr 2009'. Og nu er Christina Hembo også ejer af at cykelhold bestående af en enkelt rytter. Til gengæld er det ikke ringere end Michael Rasmussen.
Fredag skal Kyllingen køre for sit nye hold - Christina Racing - i gadeløbet i Kjellerup, og Christina Hembo, der ejer Christina Design London, forklarer, hvorfor hun har ansat Michael Rasmussen til at køre for sig:
- Jeg synes, at det er helt urimeligt, at ingen vil lege med Michael. Uanset om det var rigtigt eller ej, at han blev smidt ud af Tour De France 2007, siger Christina Hembo, der hæfter sig ved, at Michael Rasmussen har overstået sin karantænedom.
- Dermed har Michael lige så stor ret som alle andre til at stille op i både Kjellerup og for den sags skyld Tour de France. Dokumenteret dopede cykelryttere som Vinokourov og Basso må køre, Michael må ikke. Det forstår jeg ikke. Hvis jeg kan give en hånd og hjælpe Michael tilbage på den internationale scene, vil det være mig en stor fornøjelse.
- Derfor hører jeg gerne fra andre, der kunne være interesseret i at bakke op om holdet, siger Christina. Vi ved godt at det bliver svært og mange vil forsøge deres bedste mod Michael - men målet her i Kjellerup er naturligvis at få sejren hevet hjem til Michael, slutter Christina Hembo, Christina Design London.








