Selvtilliden har Michael Rasmussen stadig intakt. Den detroniserede tidligere stjernerytter mener, at han, hvis han skulle få chancen, stadig kan vinde Tour de France.
- Jeg er ikke 23 år længere, men ikke desto mindre tror jeg, at jeg har tre gode år i mig endnu. Hvis Lance Armstrong går rundt med et håb om at vinde Tour de France til sommer, så kan jeg ikke se, at jeg ikke også skulle tillade mig at have det samme håb, siger Michael Rasmussen.
Udmeldingen kommer i et interview med sportsmagasinet LPS, der bliver sendt på TV2 i aften. Et interview, hvor han slår fast, at han stadig vil kæmpe for at komme med i det gode cykelselskab igen. Han overvejer i hvert fald ikke at stoppe sin kamp.
- Nej det vil jeg ikke, fordi jeg har enorm meget passion for det, jeg laver, og fordi jeg stadigvæk tror, jeg kan blive én af verdens bedste igen, og indtil jeg ikke har udtømt alle muligheder, så vil jeg kæmpe videre, siger Rasmussen, der erkender at kampen ikke har været let.
- Der har været dage, hvor jeg har siddet og grædt over nogle af de situationer, jeg er kommet i. Så har jeg sat mig selv ved siden af cyklen 40 kilometer væk fra mit hus og har været nødt til at ringe til min kone og sige: Jeg ved fandme ikke, hvordan jeg skal komme hjem, for jeg har bare ikke noget energi, siger han.
I øjeblikket kører Michael Rasmussen for Continental-holdet Miche, efter hans karantæne på to år udløb i juli sidste år. Hvorefter bjergrytteren havde håbet på at komme tilbage som en renset mand. Men de store hold har tøver med at ansætte ham, hvilket rasmussen kalder "hyklerisk".
- Jeg er i hvert fald blevet modarbejdet af de officielle organer, der sidder på magten af cykelsporten. Det er så åbenbart lykkedes dem at overbevise holdene om, at det er en rigtig dårlig ide at skrive kontrakt med mig.
SE LPS I AFTEN KL. 22.20 PÅ TV2








