Det blev italienske Franco Pellizotti, de trak sig sejrrigt ud af den hårde afslutning på 17. etape i Giro d' Italia. Russiske Denis Menchov fører fortsat.
Efter en lang, hård opkørsel vandt den italienske Liquigas-rytter Franco Pellizotti dagens 17. etape i cykelløbet Giro d' Italia. Det lykkedes samtidig for Pellizottis landsmand og løbets nummer to Danilo Di Luca at hente lidt ind på manden i den lyserøde førertrøje, russiske Denis Menchov.
Dagens etape var en utraditionel størrelse for feltets ryttere. Kun 83 kilometer lang uden nogen udfordringer af betydning de første knap 60 kilometer. Men herefter gik strabadserne ellers i gang med en benhånd opkørsel til målet i Blockhaus med stigningsprocenter på op til 13.
Der blev da også angrebet tidligt på stigningen, med den tidligere syvdobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong, og Franco Pellizotti som de første til at røre på sig. Efter et kraftigt ryk fra hjemmebanefavoritten Danilo Di Luca blev Armstrong dog hurtigt hentet og efterfølgende sat af gruppen, der blandt andre bestod af Denis Menchov. På trods af et hårdt tempo fra forfølgerne holdt Pellizotti hele vejen til målstregen. Først i etapens afsluttende spurt lykkedes det Di Luca at få et lille hul til Menchov.
På den måde fører Denis Menchov det italienske etapeløb med kun 26 sekunder til Danilo Di Luca. Spanske Carlos Sastre måtte afgive sin tredjeplads til etapevinderen.
Efter dagens etape er der kun få muligheder tilbage for forskydninger i klassementet. På fredag kører rytterne ud på Giro'ens sidste bjergetape til Vesuvio, mens der er enkeltstart på søndag - løbets sidste dag.
/ritzau/








