”Jeg havde ikke en af mine bedste dage. Jeg havde det bedre på Jaen og Xorret de Cati, men det sluttede godt, fordi jeg havde økonomiseret godt med kræfterne. Det er altid vanskeligt i Andorra på grund af vinden i dalen,” lød det efter dagens etape fra etapevinderen Igor Anton fra Euskatel-holdet, som også generobrede løbets førertrøje.
Den baskiske holdkaptajn indrømmede dog, at det havde været hårdt.
”Den hastighed, Rabobank satte, var en smule for høj, og jeg havde det bedre, da David Garcia og Gonzalo Rabunal forberedte Mosqueras angreb. Jeg arbejdede hårdt for at komme op til ham, Nibali og Rodriguez,” tilføjede han.
At resultatet desuden betød, at han igen er tilbage i den røde førertrøje, der markerer, at han er løbets førende rytter i den samlede stilling, gør dagens sejr endnu bedre.
”Etapesejren, den røde trøje og bonussekunderne er et fantastisk resultat. Nu kan jeg ikke lyve længere: Jeg går efter den samlede sejr i Vueltaen. Jeg er ikke bange for noget, bortset fra en virkelig dårlig dag.”
Selvom han nu åbent erklærer, at det er den samlede sejr, der er målet, så er Igor Anton klar til at tage et nederlag i stiv arm.
”Hvis ikke jeg vinder i Madrid, så gør det ikke noget. Jeg er allerede lykkelig for, hvordan det er gået indtil nu. Jeg var ikke engang skuffet over at miste trøjen,” forklarede han samtidig med, at han kom med sin vurdering af, hvad der har ført til den nuværende succes. ”Det har været noget af en satsning i begyndelsen af året, hvor jeg skulle planlægge sæsonen med team manager Igor Gonzalez de Galdeano. Vi besluttede, at jeg skulle skippe Tour de France efter at have kørt Vueltaen fem gange og Touren to gange. Samuel Sanchez blev udpeget til Touren, mens jeg skulle genfinde stilen fra Vueltaen i 2008. Indtil videre er satsningen en succes. Samuel havde et rigtig godt Tour de France, og det går mig godt i Vueltaen.”
At han ikke kørte Tour de France, er ifølge den baskiske rytter nøglen til den gode præstation. ”Sidste år indså jeg, at jeg var for træt under Vueltaen. Vi så i dag, at det er en fordel ikke at have kørt begge løb. Ryttere som Mosquera og jeg klarer det bedre end Menchov og Rodriguez, som har kørt Touren.”
Euskatel-holdet står nu foran nogle hårde dage, hvor trøjen skal forsvares, men Igor Anton mener, at de er klar. ”Vueltaen er ikke slut endnu. Der kan ske mange ting. Mit hold er klar til at kæmpe for at forsvare den røde trøje.”
Foto: Sirotti








