Post Danmark Rundt får en hollandsk vinder i 2012. Det faktum satte Lieuwe Westra en tyk streg under med en fantomtid på 16.36 for de 14,5 km på regnvåd asfalt i Kerteminde.
Lieuwe Westras imponerende tempoudladning i den fynske skumringstime lørdag aften giver den 29-årige hollænder en polstring på 10 sekunder inden feltet i dag suser mod København for at slutte af på Frederiksberg Allé.
Westra, der er team-kollega med danske Martin Mortensen på Vacansoleil, fik dermed revanche for et blegt og skuffende Tour de France.
Og enkeltstartsspecialisten ligner allerede nu en mand, som måske kan vinde VM-guld i på hjemmebane i Limburg i næste måned.
- For mig var det perfekt. Så må vi se, om vi kan kontrollere sidste etape til Frederiksberg, men Ramunas Navardauskas ligner ikke en mand, der normalt kan vinde en etape som den, lød det fra Westra med henvisning til den litauiske rytter fra Garmin, som nu indtager den samlede andenplads i Post Danmark Rundt.
Det var ellers Team Skys Geraint Thomas, der tog teten tidligt på aftenen efter at have kørt de 14,5 km igennem på 16.55.
Dermed viste den walisisk fødte Team Sky-rytter omsider viste noget af sin normalt så tårnhøje klasse i Post Danmark Rundt. I de første tre dage af af den danske rundtur, har Geraint Thomas mest kørt rundt som en mand med uafrystelige tømmermænd efter en sommer med Tour-trumf til Bradley Wiggins og masser af OL-guld til Thomas og de øvrige banehajer ved Legene i London.
Forhåbningerne om at se den danske U23-verdensmester Rasmus Quaade bide skeer med de etablerede proffer på i kampen mod uret blev ikke forløst.
Team Blue Waters danske es kørte i absolut hæderlige 17.08, men vakte ret beset større opsigt med sit rutinekollaps efter målstregen end præstationen i sig selv.








