Lance Armstrong har brugt alle midler for at true omgivelser og kolleger til tavshed om, hvordan han orkestrerede doping på vej mod sine syv Tour-sejre
Sportslegende, tjek. Familiefar og husbond i sit andet ægteskab, tjek. Velgørenhedsmagnet for cancerindsamlingen Livestrong, tjek. Foredragsholder for tusindvis af business-moguler verden over hvert år, tjek. Celebritet med licens til at mænge sig med rock & roll- og Hollywood-stjerner, tjek. Retoriker med en kommende politiker i maven, tjek.
Lance Armstrong har været et stort navn, mand for at vinde Tour de France syv gange. Og føre sig magtfuldt frem. I årevis blev det forvekslet med magtfuldkommen autoritet og mental styrke. Noget skulle til for at overvinde en livstruende kræftsygdom og vende tilbage til en af verdens hårdeste sportsgrene som en massivt dominerende faktor. Men når de kolde, stålgrå øjne hos den amerikanske Tourminator lynede, kunne blodet også fryse til is hos dem, der kom på tværs af Armstrong.
Sporten.dk har kigget på nogle af de stemmer, der trods trusler og hån dristede sig til at bryde tavsheden og løfte sløret for Lance Armstrongs lyssky forbindelser og dopingdomæne.
Filippo Simeoni
Blev kaldt løgner af Lance Armstrong, fordi han fortalte om den amerikanske Tour-vinders italienske turbolæge Michele Ferraris løsagtige omgang med doping.Simeoni sagsøgte Armstrong for injurier.Siden havde Simeoni både Armstrong og US Postal på nakken, når han forsøgte at køre på egen hånd, selv om han ikke udgjorde nogen trussel for den almægtige amerikaner i Tour de France.
Christophe Bassons
Den talentfulde franske rytter kørte Tour de France i 1999 og var kendt som en arg dopingmodstander. Da Armstrong demonstrerede sin overmenneskelige styrke, skrev Bassons insinuerende i en avis, at det havde 'chokeret feltet'. Armstrong brød sig ikke om tonen og opfordrede Bassons til at forlade cykelsporten. Bassons forlod kort efter Tour de France og satte kort efter punktum for sin karriere.
Jonathan Vaughters
Tidligere team-kollega på US Postal, men siden 2008 manager på Garmin, hvor Vaughters havde som erklæret mål at køre rent.Armstrong var klar over, at Vaughters kunne blive en trussel på længere sigt, fordi han var villig til at diskutere doping-æraen på US Postal.Armstrong har gentagne gange forsøgt at bruge sin indflydelse på at få Vaughters fjernet fra posten på Garmin
Prentice Steffen
Tidligere læge på US Postal, kendt for at have brudt med holdet, da han fornemmede, hvordan Armstrong skruede op for kravet om brug af biokemisk krigsførelse.Steffen fortsatte med at arbejde som læge tilknyttet et lille amerikansk hold, men Armstrong ringede gentagne gange til holdets ledelse og fortalte, at det kunne give 'problemer' at fortsætte med Steffen, der blev suspenderet.
Emma O'Reilly
Kom ind som purung massør hos Armstrong i 1996, men fandt hurtigt ud af, at hun skulle andet og mere end at smøre honningmadder og bløde mælkesyrehærgede muskler op. Var flere gange med til enten at overbringe eller skjule doping. Gik offentligt ud med sin historie i 2003 og blev efterfølgende kaldt både 'prostitueret' og 'drikfældig' enten af Lance Armstrong selv eller hans hær af advokater.
Betsy Andreu
Gift med tidligere US Postal-rytter Frankie Andreu. Var blandt de første til at så tvivl om Armstrongs uskyld, fordi hun overhørte en indrømmelse fra legenden selv på det hospital, der skulle behandle ham for en ondartet og livstruende kræftsygdom. Blev kaldt "hævngerrig og bitter". Armstrong sørgede siden for at begrænse Frankie Andreus jobmuligheder som journalist.
Floyd Landis
Tidligere kollega. Gik offentligt ud i maj 2010 og fortalte, hvordan Armstrong havde introduceret ham til doping og hvordan det var iscenesat på US Postal. Armstrong forsøgte at gendrive Landis' historie med et kontraangreb, hvor Landis angiveligt havde forsøgt at afpresse ledelsen på Team Radioshack.
Levi Leipheimer
Da Armstrong fandt ud af, at Leipheimer også var indkaldt som vidne hos USADA, fik Radioshack-rytteren hurtigt besked om, at han skulle finde sig et nyt hold at køre for i 2012.Inden skiftet nåede Leipheimer også at opleve truende adfærd fra ansatte Lance-loyalister. Leipheimers hustru Odessa Gunn fik en sms fra Armstrong med den mafiøse ordlyd: "Løb, gå ikke".
Tyler Hamilton
Blev passet op af Lance Armstrong på en restaurant i Aspen, Colorado med en klar besked: - Hvis du træder ind i vidneskranken, vil vi flå dig i stumper og stykker. Du kommer til at ligne en fucking idiot og dit liv bliver et helvede derefter.









