Money, money, money. Tyler Hamiltons biografi har stof til at blive en international bestseller, selv om en dopet cykelrytters bekendelser ikke længere er sensationelle i sig selv.
Tendensen er klar nok. Hvis man vil skrive succesfuldt om sport i bogform, skal man være villig til at linde på låget til slangegården, afsløre nogle potentielt betændte hemmeligheder og levere nogle af de anekdoter, der normalt unddrager sig mainstream-mediernes nyhedsstrøm.
Tyler Hamiltons nyligt udsendte biografi »The Secret Race« har det helt rigtige grundstof. Den tidligere Team CSC-stjernes bekendelser er ikke bare et rasende opgør med den despotisk magtfulde legende Lance Armstrong og en anklagende finger rettet mod Bjarne Riis for at være manden, der sørgede for kontakten til den spanske heksedoktor Eufemiano Fuentes. Som en falden cykelengel leverer Hamilton undervejs et opsigtsvækkende og kontroversielt indblik i et lavkriminelt univers af flid, fedt og snyd, som i indhold næsten kan tangere kulørt Pulp Fiction og smudsig kiosklitteratur. Hvis altså ikke detaljeringsgraden og sandhedsværdien måske alligevel er med til give værket en sjælden dokumentaristisk tyngde.
Det store bogkøbende publikum på det anglo-amerikanske marked har endnu til gode at honorere den nu 41-årige eks-cykelrytter for sin afslørende åbenhjertighed i »The Secret Race«. Men meget tyder på, at den angiveligt økonomisk trængte Hamilton og medforfatter Daniel Coyle kan se frem til en millionindtægt for ulejligheden.
På det engelske marked har David Millar sommeren igennem ligget i top med den selvforfattede »Racing through the Dark«. Bogen er et udleverende vidnesbyrd om et fremstormende cykeltalent, som lader sig lede mod biokemiens fristelser for at blive opslugt af succesens interti, inden dopingfælden klapper, og en årelang rejse mod et nyt kapitel i karrieren kan tage fart. Og det er en fortælling, der har fundet et større publikum end traditionelle sportsbøger.
- For at blive regnet for en succes skal man op at sælge mellem 30-50.000 eksemplarer. Millar har indtil nu solgt i omegnen af 60.000 (og ligger stadig nummer to, red.), og jeg tror, Tyler Hamiltons bog kan komme der op ad. I USA vil bogen formentlig runde 100.000 eksemplarer, vurderer Procycling-journalist og forfatter Daniel Friebe overfor sporten.dk.
De sportsglade briter har seneste taget The Guardian-klummesamlingen »The Secret Footballer« til sig i vognladningstore oplag. Her er det en anonym topspiller, der både leverer kvalificeret sladder og giver et sjældent indblik i de kulisser, som normalt er forbeholdt fodboldens absolutte inderkreds.
Tyler Hamiltons bog er på vej i dansk oversættelse og ventes udgivet 9. november. På forlaget People’s Press tør kreativ direktør Jakob Kvist dog ikke spå om bogens kommercielle potentiale på det danske marked.
- Men jeg tror bestemt, at Tyler Hamilton overordnet vil kunne tjene et pænt beløb på sin biografi. Selv om det næppe er pengene, der har været hans motiv for at få den skrevet, siger Kvist.






