Lasse Norman Hansen tager hellere en tur på landevejen end at træne på Odense Cyklebane. Banen er for dårlig, lyder det.
Hvis fynsk banecykling også skal vinde medaljer til Danmark i fremtiden, skal Odense Kommune tage sig sammen og skrabe de sidste penge sammen til byggeriet af en overdækket cyklebane.
Den klare opfordring kommer fra den nykårede OL-guldvinder Lasse Norman Hansen. Den 20-årige cykelrytter har modvilligt vendt ryggen til barndomsbanen, som han stempler som en 'møgbane'. Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Jeg tager hellere syv timer på landevejen end en time på banen i Bolbro. Den er simpelthen for dårlig, siger den fynske OL-helt til Fyens Stiftstidende.
Lasse Norman Hansen er den seneste i en næsten århundredelang række af stjerneryttere, der har lært banecyklingens kunst på Odense Cyklebane. I dag forfalder den gamle cementbane langsomt, mens cykelmiljøet venter på den lovede hal.
Odense Kommune bevilgede for to år siden 45 millioner kroner til en kombineret cykel- og atletikhal på arealet, hvor den gamle cykelbane ligger. Men første spadestik er endnu ikke taget, og som årene går, forsvinder talenterne, der må tage til Ballerup for at træne under tag.
Byggeriet er nu blevet forsinket med flere måneder, fordi tagkonstruktionen viste sig dyrere end forventet. Det fortæller idrætsparkchef Søren Damgaard til SportFyn. Derfor skal tagkonstruktionen ud i et nyt udbud.









