Det amerikansk-baserede Tour-hold Garmin-Sharp har været forfulgt af uheld og skandaler under årets Tour de France.
Med ryttere som Ryder Hesjedal, Tyler Farrar, Christian Vande Velde og Tom Danielson var Garmin-Sharp-holdet med rette spået gode resultater i årets Tour de France.
Men allerede inden løbet for alvor er kommet i gang ligger Tour-drømmene i ruiner. Utallige styrt er haglet ned over det amerikanske hold, mens også skandalerne uden for de franske landeveje har lagt en dunkel skygge over sportsdirektør Jonathan Vaughters mandskab.
Den amerikanske supersprinter Tyler Farrar, som var i spil til flere etapesejre, har haft flere ubehagelige møder med den hårdtslående franske asfalt. Det har nu fået rytteren selv til at afskrive en etapesejr. Og fredag gik det så helt galt.
Årets overraskende Giro-vinder Ryder Hesjedal, som var holdets helst store klassementshåb, styrtede sammen med flere holdkammerater og måtte lørdag opgive at stille til start. Det samme måtte Robert Hunter og Tom Danielson, og dermed har det stærke Garmin-hold efter en uge af årets Tour mistet hele tre ryttere.
- Det var en katastrofal dag for os, sagde Garmins anden sportsdirektør Allan Pieper efter fredagens etape.
- Jeg har aldrig været involveret i et hold, der har haft så meget uheld i den første uge af et løb, fortsatte den desillusinerede sportsdirektør.
Men her stopper problemerne ikke. For sideløbende med de mange styrt, er holdet belastet af den hollandske avis De Telegraafs historie om, at flere af holdets ryttere har været dopet. David Zabriskie, Christian Vande Velde og sportschef Jonathan Vaugters er alle involveret i det hollandske medies historie, som har skabt endnu flere bekymringer for det fallerede storhold.
Derfor har holdet nu desperat brug for opmuntring. Her kan Daniel Martins jagt på den prikkede trøje blive et tiltrængt plaster på Garmins blødende Tour-lazaret.









