Garmin-sharps sportsdirektør Johnny Weltz bekræfter, at det amerikanske hold er klar til at satse på unge danske talenter.
Spænd hjelmen og kom frem i skoene.Det kunne være budskabet for cremen af de danske talenter, der i disse dage kører Post Danmark Rundt.Flere af cykelsportens storhold er til start. Og på amerikanske Garmin er man meget opmærksom på de danske VM- og OL-medaljer, der er blevet kørt i hus gennem det sidste års tid.
Faktisk er det langt fra utænkeligt, at der bliver tale om en professionel kontrakt med indtil flere ryttere, siger sportsdirektør Johnny Weltz til BT.
- Vi kunne godt bruge en til to danske ryttere, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har bemærket, hvordan eksempelvis Rasmus Quaade har kørt ved U23-VM i København eller hvordan Lasse Norman gjorde det til OL i London, siger Weltz, som har flere i kikkerten.
- Selvfølgelig er det også interessant med nogle af de ryttere, der kører på Glud & Marstrand. Den danske mester Sebastian Lander og André Steensen er også potentielle emner, erklærer Weltz.
Garmin hører til i de professionelle cykelholds Superliga og er ikke ubekendt med danske ryttere. Indtil juli måned var Alex Rasmussen på kontrakt, men den 27-årige fynbo er nu ude med karantæne på grund af rod med sine såkaldte whereabouts.
Garmin fik i denne sæson den største gevinst, da giraf-skikkelsen Ryder Hesjedal overraskende vandt Giro d'Italia.
I Post Danmark Rundt har man dog sendt et hold, der venligt sagt er C-kæden, men om ikke andet er der sydamerikansk eksotika ved synet af Robert Hunter i den spraglede sydafrikanske mesterskabstrøje.










