Den snart forhenværende Team Saxo Bank-rytter undrer sig over en tavs ledelse.
Siden Jakob Fuglsang i begyndelsen af august måned vandt Post Danmark Rundt for tredje gang på stribe og dermed skrev historie, har han ikke hørt fra hverken holdejer Bjarne Riis eller andre ledelsen skikkelsen i staben omkring Team Saxo Bank.
Og Fuglsang er ikke i tvivl om, at den larmende tavshed skyldes hans kurs mod brødrene Schleck og Kim Andersens nye storhold i Luxembourg.
- Det er begrænset, hvad jeg har hørt fra holdet, siden det kom frem, at jeg skifter. Så det er ikke derfra, motivationen stammer. Den skal jeg selv finde frem. Jeg har lidt på fornemmelsen, at de allerede er ligeglade. Blandt holdkammeraterne er det fint, men jeg har ikke hørt fra sportsdirektører og ledere siden den sidste dag i Post Danmark Rundt, siger Jakob Fuglsang til spn.dk, r
Den 25-årige silkeborgenser har stadig har ambitioner for den resterende del af sæsonen og ville derfor hellere end gerne være stillet til start i Vuelta España, hvor Team Saxo Bank nu er nede på syv ryttere efter Andy Schleck og Stuart O'Gradys nattestunt.
- Jeg vil gerne forsøge at vinde Giro dell' Emilia (hårdt italiensk endagesløb, red.), hvor jeg gjorde det godt sidste år. Og måske også køre et godt Lombardiet Rundt, men det bliver svært at ramme formen uden tilstrækkeligt mange løbskilometer, konstaterede Fuglsang overfor sporten.dk umiddelbart efter triumfen i Post Danmark Rundt, hvor han så en nærmest blank løbskalender foran sig.
- Kim Andersen, som var min sportsdirektør, valgte man at fyre, og så har man ikke sat nogen til at overtage. Derfor kan jeg godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt de overhovedet er interesserede i mine resultater, eller om jeg bare står alene, siger Fuglsang, som dog er rejst til Canada for at køre det nyetablerede Pro Tour-løb..
Også VM-outsideren Matti Breschel ytrede ønske om at få lov at køre Vueltaen, men blev vraget af Riis med begrundelsen om, at Team Saxo Bank skulle lave resultater i det spanske etapeløb.
Netop Matti Breschel, der fra 2011 skifter til Rabobank, har ellers tidligere vist flaget i Vueltaen. Således vandt klassikerspecialisten den afsluttende etape i Madrid for to år siden og kørte sig kort efter til VM-bronze i Varese.








