Christopher Froome glæder sig til rollen som Sky-kaptajn i Vuelta a Espana, efter han trofast måtte vente på sin kaptajn, Bradley Wiggins under Touren.
Chris Froome sluttede på en meget flot andenplads i dette års Tour de France,
hvor englænderen var så stærk, at der blev spekuleret voldsomt i stykeforholdet mellem Froome og Wiggins.
Når Vuelta a Espana lørdag aften begynder i Pamplonas gader med en holdtidskørsel, vil Froome være Sky-kaptajn, og han går denne gang efter den øverste plads på podiet.
- Det er første gang, jeg selv skal afgøre, hvordan mine kræfter skal bruges. Jeg har været vant til, at andre afgjorde, hvornår jeg skulle køre stærkt, og jeg er da spændt på, hvordan jeg kan udføre denne ny rolle, siger Christopher Froome til pol.dk.
Froome har haft en lang sæson, som var målrettet mod Touren, men når det går løs på den iberiske halvø, venter der ham en kæmpe udfordring med mange voldsomme etape-afslutninger på de spanske bjergtoppe.
- Umiddelbart føler jeg mig frisk rent fysisk, men jeg må indrømme, at jeg var mentalt træt, da OL var overstået. En lille pause hjalp på det, men hvor jeg egentlig står, finder jeg først ud af, når vi er kommet i gang, udtaler Froome.
Der venter Sky-kaptajnen en hård duel med Alberto Contador - et styrkeforhold som aldrig tidligere er blevet testet.








