sporten.dks cykelsportsekspert Lars B. Jørgensen mødte Laurent Fignon på franskmandens sidste Tour. I denne klumme fortæller han om sit indtryk af den dødsmærkede stjerne.
Det er ikke let med helte. Med tiden indser man, at de bare er almindeligt dødelige. At de som ethvert andet menneske er skrøbelige og komplekse skabninger. Fuld af fejl og mangler. Man indser, at idealbillederne er netop dét. En glansfuld illusion. En projektion af egne drømme. Måske endda et ynkeligt stykke selvbedrag, man burde holde sig for god eller for klog til.
NÅR MAN ER TIL Tour de France, er det fast indslag, at man støder på forhenværende ryttere, fra før verden gik af lave. Også i år har jeg set og hørt Laurent Fignon kommentere Tour de France på fransk tv.
Den tidligere Tour-vinder er en intelligent mand.
En sand boheme. Altid dybt personlig, skarp og præcis i sin analyse. Aldrig jovial på den bredt favnende folkelige facon, der er blevet ophøjet til norm så mange steder. Med nordmændene som de mest enfoldige, hvor klaphatten altid trykker.
Men heldigvis heller ikke med den håndsky, overdrevent saglige og dopingplettede frygt for at blive ramt af entusiasme, der får eksempelvis tyske kommentatorer til at lyde som sad de og læste annoncer for tvangsauktioner højt overfor sagesløse seere.
Laurent Fignon er en gave. Han speaker vel egentlig Tour de France på samme måde som han kørte det løb, den nu 49-årige franskmand stadig er legendarisk for at have tabt med otte sølle sekunder i 1989.
Om sin måde at være sig selv på som cykelrytter siger Fignon : »Jeg ville ikke praktisere min sport i den quasi-religiøse stil som Sean Kelly, Gianni Bugno eller Gilbert Duclos-Lasalle gjorde det. Jeg ville holde på min ret til at være anderledes, uafhængig og insistere på min integritet.«
SPORTSFOLK SOM LAURENT Fignon laver man ikke rigtigt mere. Måske har øgede krav fra verdens hårdeste sport og en omsiggribende professionalisering taget folk som ham.
Så vidt, jeg kan se, har den mentale uniformering sat ind alle steder i sportens verden. Derfor er det godt at tænke på, hvordan personligheder som Fignon kunne finde plads at udfolde sig på. Rasende, irrationel og besjælet af en styrke, der udstrålede frihedshunger i ordets bedste betydning. Det kunne man lære af.
Jeg kan stadig huske, hvordan Laurent Fignon vandt sin sidste etape i Tour de France i Mulhouse i 1992. Han var ikke længere ved fordums styrke.
Hans jubel over at have gennemført sin sidste store mission var nærmest hjerteskærende. Smukkere svanesang kunne ikke synges. Det var stort. Og jeg kan stadig få kuldegysninger på den fede måde bare ved tanken om det syn.
I dag er Fignon en syg og svækket mand. Han har fået konstateret kræft i et fremskredent stadie.
Hans stemme lyder nu mest som en gøende hund, fordi sygdommen har ædt sig ind på stemmebåndet.
Men han vil være her. Måske for sidste gang.
Det er som det skal være. Det er liv og lys. Selv med døden som passager. C'est le Tour!.
