Tidligere holdkammerat i chok over Søren Svenningsens dopingsag.
Reaktionen i slipstrømmen på den danske veteranrytter Søren Svenningsens dopingsag, er en blanding af chok og undren.
Ole Egeblad kørte indtil for halvandet år siden på samme hold som Søren Svenningsen på Team Mermaid og han var ved at få morgenkaffen galt i halsen ved meddelelsen om en positivtest for blandt andet det hyperpotente kønshormon testosteron taget under et løb i veteranklassen for ryttere mellem 40-49 år.
- Det er helt sort. Jeg troede, Søren var klogere og med god grund, for jeg kender ham som et intelligent og dygtigt menneske. Derfor er det altid vildt overraskende, når sådan noget sker, siger Ole Egeblad, som er indehaver af et kommunikationsbureau og tidligere sponsorchef i CSC, da IT-virksomheden lagde millioner i Bjarne Riis' cykelhold.
- Søren har været meget engageret i cykelsporten og så vidt jeg ved, var hans klare ambition var at blive den næste formand i Danmarks Cykle Union (DCU), fortæller Egeblad, der selv kører licensløb i veteranklasserne under DCU.









