Lance Armstrongs forhåbning om en form for absolution er uløseligt knyttet til den magtfulde talkshow-vært Oprah Winffrey og forfatteren Sally Jenkins.
Hvis Oprah Winfrey var en genstand ville hun formentlig være en skriftestol. Ikke en hård og umagelig sag fra den katolske kirkes mest samvittighedsknugede trivialbilleder. Nej, den populære talkshow-vært ville være en magelig, varm og omsluttende skriftestol uden kanter. Som var hun skabt og formet i ånden fra Wegners fineste værker.
Det er her, Lance Armstrong har valgt at søge en slags ly for den mediestorm, der ramte den syvdobbelte Tour-vinder i slutningen af oktober, hvor det amerikanske anti doping agentur offentliggjorde en 1.000 sider tung rapport, der sendte den 41-årige eks-cykelrytter i frit fald.
Siden har Lance Armstrong forskanset sig bag en uigennemtrængelig mur af tavshed i det offentlige rum. Kun i sporadiske pip på sociale medier har en af århundredets største sportspersonligheder ladet forstå, at han stadig regner sig for vinder af de syv Tour-titler, han formelt er blevet frakendt. Og at han i øvrigt er temmelig indifferent overfor de metastaser af dårligdom, som siden oktober er sivet ud i alle ender og kanter cykelsporten med ham i skurkerollen.
På sin Strava-konto skrev Armstrong forleden i et direkte svar til en næsvis fan.
- Spørg Alex Zulle, Jan Ullrich, Joseba Beloki, Ivan Basso and Andreas Klöden, hvor mange sejre, jeg har i Tour de France… og hvis det ikke gør dig tilfreds, så spørg de 200 ryttere fra feltet i de 7, lød det med stoisk skråsikkerhed.
For de tilbageværende Armstrong tilhængere må det være opløftende at se den texanske stridsmand tilbage i en offensiv toneart, der ikke viger en tomme på overbevisningens barrikade.
Ikke desto mindre er der stadig et langt og sejt træk tilbage, hvis Armstrong skal retablere sit ramponerede image i betydende dele af den offentlighed, som ikke nødvendigvis lader sig besnære af 140 tegn på twitter.
Oprah Winfrey er en perfekt match i den type situationer. Med fokus på bløde værdier og empatisk spørgteknik formår Oprah Winfrey kunsten at strække en hånd frem til en offentlig bodsgang med Kleenex klar til de krokodilletårer, der måtte undslippe selvkontrollen.
Metoden har virket overfor eksempelvis den afdøde musikerlegende Michael Jackson eller den dopede sprinterdronning Marion Jones. Hvis Armstrong kan levere varen med det helt rette mål af værdighed og refleksion, er det næppe umuligt at skabe en anderledes forståelse af, at han som en fellow American kæmpede sin egen lille juli-krig på det europæiske firmament mod en flok onde pedal-atleter og besejrede dem på nogenlunde lige vilkår.
Også Sally Jenkins, forfatteren til de millionsælgende bestseller-biografier »Det handler ikke om cyklen« og »Hvert sekund tæller«, der var med til at cementere Hollywood-myten om kræftoverleveren, meldte sig ind kampen med et fuldtonet defensorat:
- Jeg har ledt over det hele efter min vrede mod Lance, og jeg kan ikke finde den. Den er der bare ikke - jeg har tjekket, skrev hun i sin klumme i Washington Post kort før jul.
- Måske er jeg ikke vred på Lance, fordi det - selv om jeg håbede, han var ren - ikke er chokerende eller noget, der gør mig rasende, at opdage, at han var ligesom alle de andre cykelryttere, der stræbte efter en medicinsk fordel i ræset op ad bjergsiderne, tilføjede Sally Jenkins, der dog medgiver, at hun godt kunne have ønsket sig en offentlig indrømmelse fra ham.
Rygter om, at Lance Armstrong ville flage med en fuldtonet indrømmelse i et forsøg på at få nedsat sin livstidskarantæne, er besværliggjort af flere forhold af økonomisk og juridisk karakter. Dels ville Armstrong med en tilståelsessag stå overfor flere erstatningssager, dels ville han risikere en alvorlig anklage for at have begået mened i forbindelse med et civilretsligt søgsmål, anlagt af forsikringsselskabet SCA Promotions i 2004.
Med Oprah Winfrey som gæst i The Armstrong Mansion hjemme i musikbyen Austin, Texas har Armstrong fundet det perfekte afsæt for en slags come back i det offentlige rum.
Den musikkyndige Lance Armstrong kan allerede nu sende en venlig tanke til Bob Dylan balladen »Shelter from the Storm«, hvori det hedder:
'Not a word was spoke between us there was little risk involved/ Everything up to that point had been left unresolved/ Try imagining a place where it’s always safe and warm/ »Come in« she said/ »I’ll give you shelter from the storm'.
