Selv i en tætpakket kalender oser VM i landevejscykling af en særlig magi. Hvis man vil skrive sig ind i historien, er der næppe noget bedre sted at gøre det.

Rudy Dhaenens blev aldrig nogen stjerne på en cykel. Han var god, helt bestemt.

Faktisk bedre end gennemsnittet og bevares, det var da blevet til en etapesejr i Tour de France undervejs i karrieren. Som sådan var Dhaenens en halvhård mellemvare af den slags, der kommer og går i professionel cykelsport.

Alligevel synes glemmebogen uden nåde at flyde over med beskedne og uselvisk hårdtarbejdende folk som Rudy Dhaenens.

De kan snildt have over 100 løbsdage om året og ramme respektabelt gode placeringer.

De kan være vellidte, pålidelige, og gennemprofessionelle. Kort sagt levere kvalificeret arbejdskraft på den store trædemølle.

Men der er dage i en cykelrytters liv, som alligevel kan definere dig for tid og evighed. Der er dage, hvor man kan køre sig fra glemmebogen til en plads i den store fortælling.

Det var, hvad Rudy Dhaenens gjorde en sensommerdag i 1990, hvor han blev en næsten naturstridig verdensmester på en svær og kuperet rute i japanske Utsunomiya.

Både som menneske og som cykelrytter var Rudy Dhaenens med sit rolige og reserverede gemyt ellers ikke en mand, der så ud til at kunne sætte et langtidsholdbart aftryk.

Han vidste det bedre end de fleste. Selvindsigt var ikke Dhaenens fremmed. Han behøvede bare at se sig rundt i feltet af gallisk stoltserende franskmænd, sofistikerede amerikanere, selvbevidste italienere og sultne russiske lejesoldater for at fornemme forskellen på den udsøgte kvalivare og de naturgivne stjerners absolutte topklasse.

- Laurent Fignon vinder mere, end jeg gør. Sandsynligvis fordi han forventer mere af sig selv, kom det med nøgtern selverkendelse fra Dhaenens et par år, før han kunne trække i den regnbuefarvede VM-trøje i dét, der skulle blive hans største og sidste stjernestund.

Bare to år senere tvang hjerteproblemer den da 31-årige belgier til et karrierestop i utide.

Det var i det hele taget, som om skæbnens luner forfulgte Dhaenens med sadistisk timing. Som da cyklen i 1989 skred ud under ham 400 meter før mål på en Tour-etape, hvor han var på vej til at køre solo i mål foran et jagtende felt. Eller da Dhaenens året efter måtte se den italienske klassikerhaj Moreno Argentin slå ham i favoritløbet Flandern Rundt.

- Jeg er næsten altid i frontgruppen, men vinder aldrig. Og det er vigtigt i cykelsport. Men for at vinde, har du også brug for held, pointerede Dhaenens senere overfor den amerikanske forfatter og journalist Samuel Abt.

Rudy Dhaenens var ikke født under nogen heldig stjerne. Og det lavede en titel som verdensmester for så vidt ikke om på.

Når det overhovedet lykkedes Dhaenens at blive verdensmester var det, fordi han af egen drift gennemførte en øvelse, der skulle eliminere så megen vilkårlighed og udefra kommende faktorer som overhovedet muligt.

Dhaenens ikke bare opsøgte heldet, han var på forkant med det hele vejen til mesterskaberne i Japan, fordi han måneder i forvejen satte sit ur til at ringe midt om natten hjemme i Deinze, så organismen kunne vænne sig til tidsforskellen og fungere optimalt.

På de grynede Youtube-klip, der kan graves frem på internettets vidtspændende informationslabyrint, kan man se Dhaenens og hans faste træningsmakker og landsmand Dirk de Wolf tage en skræmmende verdenselite med navne som Greg »Monster Mash« Lemond, Laurent Jalabert, Pedro Delgado, Steve Bauer og Gianni Bugno på sengen i det afgørende udbrud.

I et lykkeligt øjeblik faldt det hele på plads for Rudy Dhaenens. Men hvis der nogensinde har været kød på myten om en VM-trøjes forbandelse, kan Dhaenens fra sin plads i det hinsides med fuld rimelighed påberåbe sig at have taget det meste af dæmonien på sig.

Den efterfølgende sæson, hvor Dhaenens stolt skulle have vist VM-trøjen frem i al sin symbolladede tyngde, fungerede intet for ham.

Hans eneste sejr kom i et belgisk gadeløb af den type, der er et vagt påskud for at fyre en byfest af med fritter, fadøl og cerutter i rå og rigelige mængder. I 1992 sagde han selv stop efter råd fra sin læge. Desillusioneret og trist.

Selv kan Rudy Dhaenens ikke længere bidrage med flere facetter til historien.

Den 57. verdensmester døde i foråret 1998, da han efter flere år ude af rampelyset, forulykkede på vej til et kommentatorjob på Eurosport for at kommentere Flandern Rundt.

Et dæk på Dhaenens’ Mercedes eksploderede fatalt og uforklarligt, inden bilen hamrede mod en lysmast. Den 36-årige far til to døde dagen efter af sine kvæstelser.

Som løbsbegivenhed står VM ellers stadig tårnhøjt på enhver cykelrytters målsøgning. For mange er det større end en etapesejr i Tour de France eller monumentalklassikere som Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Som den afgående verdensmester Mark Cavendish sagde det, da han forleden gjorde status efter et år i den regnbuefarvede trøje fra VM i Rudersdal 2011.

- Enhver rytter, der gerne vil have en plads i cykelsportens historie, skal kunne kalde sig verdensmester mindst en gang. Hvis nogen havde spurgt mig på min 14 års fødselsdag, om jeg helst ville vinde 23 etaper i Tour de France eller blive verdensmester en dag, ville jeg have peget på det sidste, reflekterede Cavendish.

Så enkelt er det. Og dog så svært, at mange klasseryttere må se karrieren passere revy uden at have fuldbyrdet missionen. Rudy Dhaenens blev verdensmester med så mange odds imod sig. Og han står der endnu.

På sin plads i historien. Om ikke andet.