Vuelta España er sæsonens sidste store etapeløb og som altid en hård nyser for de deltagende ryttere. I alt otte ud af 20 etaper køres i bjergrigt terræn og der afsluttes på toppen af en tinde seks gange. Team Saxo Bank stiller med et af de på papiret stærkeste hold og har Fränk Schleck som skarpeste bud på en samlet vinder
Andy Schleck
Brødrene Schlecks afdansningsbal for Team Saxo Bank er i fuldt sving. Tour-udfordrer Andy Schleck er taget til Vuelta España primært for at agere luksusløjtnant for storebror Fränk. Efter at have kørt sig i bund under årets Tour de France, har Andy Schleck dog ikke kørt mange meters væddeløb og formen må være middelmådig. Andy Schleck holder næppe hele vejen til Madrid.
Fränk Schleck
En af løbets favoritter. Efter at være udgået af Tour de France med brækket kraveben på grund af et voldsomt styrt, er Fränk Schleck opsat på at gå efter sejren i det spanske etapeløb med masser af opsparet energi og ærgerrighed. Med de mange højdemeter, der skal forceres i Vueltaen, har den langlemmede luxembourger med rette fået færten af en topplacering.








