Se hvem der kan ødelægge Bjarne Riis’ drøm om at få fingrene i Alberto Contador
Meget tyder på, at Alberto Contador i næste sæson tørner ud for Bjarne Riis’ nye cykelhold, der skal finansieres af Sungard og Specialized.
Men den tredobbelte spanske Tour-vinder er en eftertragtet herre, og Bjarne Riis får ikke papir på Contador uden kamp. Specielt to hold nævnes som de største konkurrenter i kampen om at blive Alberto Contadors nye arbejdsgiver.
Det drejer sig om det belgiske storhold Quick-Step, der længe har forsøgt at lokke Contador til. Interessen har været der i flere år, og i november 2009 kom Quick-Step med et kontraktudspil, der angiveligt lovede spanieren 35 mio. kr. om året. Contador afviste dog dengang de belgiske tilnærmelser.
Riis’ anden store rival er en af ret ukendt karakter indtil videre. Eusebio Unzue, der er manager på det spanske cykelhold Caisse d'Epargne, er i fuld gang med at stable et spansk storhold på benene, men økonomien omkring projektet er endnu ikke på plads, og det er derfor ikke sikkert, at man er i stand til at tilbyde Contador den fyrstelige gage, som spanieren kræver.
Men madrleneren Contador vil selvsagt være interesseret i at køre for et nyt stort spansk cykelhold – hvis han altså vel at mærke kan få sine økonomiske krav opfyldt.
Eusebio Unzue var manden bag blandt andre Miguel Indurains Tour de France-sejre, og han vil derfor også være en interessant sparringspartner for Contador.
Trods konkurrencen fra Quick-Step og det nye spanske hold nævnes Bjarne Riis i de internationale medier stadig som varmeste bud på Contadors nye chef, så hvis man skal tro disse, ser det ud til, at danskeren fører kampen om Tour-vinderens gunst.








