Bradley Wiggins kan i dag nagle Tour-triumfen fast med sejr på enkeltstarten
Det er ikke meget, Bradley Wiggins har været i angreb i årets Tour de France.
Det ligger ikke til den 32-årige englænder, der er mest komfortabel, når han kan sidde lunt i læ bag det velsmurte Team Sky-hold. Og så eller vinde tid på det, han er allerbedst til: Kampen mod klokken.
I modsætning til sidste år, hvor Andy Schleck tabte både den gule trøje og Tour de France til Cadel Evans på den afsluttende enkeltstart, skal der uheld og mirakler til at fravriste Bradley Wiggins værdigheden.
Wiggins’ eneste etapesejr i Tour-årgang 2012 kom da også på enkeltstarten på 9. etape.
Her kværnede Wiggins al modstand til side, flåede den gule trøje af Fabian Cancellera og sendte et klart signal til Cadel Evans: Du skal stå meget tidligt op for at genvinde din Tour-titel.
DCU-sportschef Jesper Worre peger på, at der normalt er stor forskel på første og anden enkeltstart i et Tour de France.
- Nu er vi så langt henne i løbet, at rytterne ikke er restituerede på samme måde. Det gør tit en kæmpe forskel, men som løbet har udviklet sig i år, kan nummer et, to og tre sagtens slutte enkeltstarten i den rækkefølge også, mener Worre.
- Mange gange har vi set en rytter som Fabian Cancellara være et bud på sejren i den sidste enkeltstart i Tour de France, men han er udgået i år ligesom den regerende verdensmester Tony Martin i øvrigt. Derfor bliver det nok en kamp mellem de stærkeste og mest motiverede ryttere, lyder analysen fra Worre.
Her er dagens hovedpersoner:
Bradley Wiggins: Superspecialist. Som tidligere banerytter og verdensmester i forfølgelsesløb er manden i den gule trøje som skabt til at sidde i perfekt aerodynamisk position. Wiggins er ikke så kraftfuldt anlagt som Tony Martin eller Cancellara, men han træder med en harmonisk lethed.
Chris Froome: Formentlig den stærkeste rytter i tredje uge af Tour de France. Ikke så elegant som Team Sky-kaptajnen, men alligevel hurtig. Satte kun 35 sekunder til på første enkeltstart, så der lurer en lille overraskelse, hvis Froome får gang i cyklen. Her behøver han i hvert fald ikke holde sig tilbage af taktiske hensyn.
Vincenzo Nibali: Kører en habil enkeltstart. Men ’Hajen fra Messina’ er chanceløs mod Wiggins og Froome. Skal bare koncentrere sig om at holde sin tredjeplads og har mere end to minutter til Van den Broeck at give af.
Tejay van Garderen: Manden i den hvide ungdomstrøje er fremtidens mand. Blev slået med 1.06 af Wiggins på første enkeltstart, men bliver spændende at følge. Også en vigtig OL-generalprøve for den 23-årige amerikaner, der efter Tour de France suser til Legene i London.
Peter Velits: Vi forventer, at QuickStep-sportsdirektør Brian Holm vil lægge et vist pres på kattesmidige Velits for at lave et godt resultat. Blev syver på første enkeltstart i Touren, slået med 1.59. Var flyvende og vandt begge Vueltaens tidskørsler for to år siden. Noget lignende ville være godt for selvtilliden i Tour de France.






