Idoldyrkelse. Vi vil helst ikke indse det, men vores sportshelte kan bedrage os, og selvom det er ubehageligt, skal vi lade dem betale prisen.
Hvorfor vil medierne dog ikke bare se fremad i stedet for blive hængende i cyklingens dopingfortid? Sådan lyder læserhenvendelser ofte, når en artikel har handlet mere om EPO og whereabouts end Flandern Rundt og Alpe d’Huez.
En stor del af danskerne har ikke lyst til at læse om doping. Og slet ikke, hvis det er i forbindelse med de danske stjerner, som Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Michael Rasmussen, som har vundet vores hjerter med store sejre på landevejen. Idoldyrkelsen blev enorm, fordi historiefortællingen om dem var så god. Og så er det svært acceptere, når dopingen får facaden til at krakelere.
- Vi har haft nogle dygtige fortællere og romantikere inden for cykling, og når de har fortalt historier, så har der været helte og skurke. Og så er det irriterende for os, når historierne bliver ødelagt af virkeligheden, siger journalist og direktør i Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt.
- Op igennem 90erne havde vi den første store bølge med Bjarne Riis og Rolf Sørensen, og her gjorde Jørgen Leth og mange andre cykelløbet til en ophøjet fortælling. Det var også karakteristisk, at cykling var noget, man skrev lange artikler om i Weekendavisen, hvor man gjorde løbet til meget mere end en sportskonkurrence. Cykling var nærmest livet selv, siger Brandt, som selv oplevede cyklingens op- og nedture som journalist på Jyllands-Posten.
Den store fortælling om cykling gjorde ifølge Henrik Brandt, at sporten kom til at adskille sig fra andre sportsgrene. Eftersom dopingen begyndte at vise sit grimme ansigt ændrede holdning sig kun hos nogle cykelfans, imens andre accepterede præmissen om, at cykelsporten ikke var ren, men derimod underholdende. Sporten blev sammenlignelig med et cirkus, hvor ryttere var artister, som leverede en stor og flot forestilling for publikum.
Jens Evald er netop stoppet som formand for Anti Doping Danmark (ADD), og han har forståelse for, at han har stået i spidsen for en organisation, som ikke altid har fået skulderklap fra danskerne, når har udført deres arbejde med anti doping. Det er ikke rart for fans, når deres stjerner bliver hængt til tørre.
- Det er nok sådan, at man opbygger et meget personligt forhold til sine sportshelte. Vi føler med dem, græder med dem, lider med dem og jubler med dem. Og det er klart, at når der så sker noget som en opstået dopingsag, tager man jo ikke bare afstand fra dem fra det ene øjeblik til det andet. Psykologisk sker der det, at man i første omgang nægter, at det er tilfældet og hvis vedkommende så skulle indrømme det, bliver man måske i første omgang gal. Efterfølgende træder anden del af processen i gang, nemlig tilgivelsen.
- Det er et følelsesmæssigt mønster, man kender fra andre af livets forhold også. Sportsfolk er som en del af en lille familie, og vi skal jo alle sammen videre, tænkes der. Alt imens både medier og anti doping-myndigheder måske fortsætter med at tordne løs, siger Jens Evald.
Op igennem 1990erne og siden i det nye årtusinde gjorde få journalister det til deres arbejde at grave i doping i cykelsport. Paul Kimmage og David Walsh gjorde sig upopulære i mange kredse ved stædigt at holde fast i kritisk journalistisk mod specielt Lance Armstrong. I dansk sammenhæng var Lars Werge fra Ekstra Bladet og Niels Christian Jung og Olav Skaaning Andersen fra Danmarks Radio de mest kritiske i dopingdebatten.
Lone Hansen er direktør i Anti Doping Danmark. Hun forstår, at danskerne lader sig fascinere af de danske stjerner. Men historiefortællingerne og glæden kan besværliggøre ADDs arbejde.
- Nogle gange skal vi kæmpe mod, at både medierne og sportstilskuerne har lyst til at lade sig fascinere af sportsfolk, og det karambolerer med, at vores sportsstjerner angribes, siger hun.
- Der er ikke nogen helte, der er hellige, uanset hvad de måtte have bedrevet. For at komme videre er det rigtig vigtigt, at folk som Lance Armstrong, Bjarne Riis og Michael Rasmussen står frem og forklarer os, hvad de har været en del af, så vi kan få en forståelse for, hvad der egentlig er foregået. Vi må se i øjnene at helte også kan lade sig lokke.
