DM-bronzevinderen André Steensen tager endnu en sæson hos det snart forhenværende Glud & Marstrand.
Cykelrytteren André Steensen kan også fra næste år kalde sig fyraftensprofessionel på den danske løbsscene.
På sin 25 års fødselsdal fredag nåede André Steensen således til enighed med sportsdirektør Michael Skelde fra Glud & Marstrand-LRØ om at forlænge samarbejdet for yderligere et år, så den tidligere etter på juniorverdensranglisten kan nydes på dansk asfalt også i 2013.
- Vi havde selvfølgelig håbet på at kunne sende André videre på en ny pro-kontrakt. Men når det nu ikke var muligt, er vi utrolig glade for at kunne beholde ham. Det er ganske enkelt et scoop for holdet at have en rytter som ham – han er ikke bare en rigtig god cykelrytter, men også et fantastisk menneske. Han skaber en god stemning på holdet, og så er han lynende intelligent, lyder skudsmålet fra Christa Skelde, der er direktør på det østjyske talenthold, hvor André Steensen i denne sæson har været kulturbærer.
André Steensen, der nåede at køre fire som professionel for Team Saxo Bank fra 2008 og fire sæsoner frem, vendte i 2012 hjem for at genfinde sit vinderinstinkt efter nogle frustrerende og skadesplagede år.
Resultaterne i år har ikke fejlet noget. DM-sølv i enkeltstart og bronze i DM-landevejsløbet var sammen med sejre i to mindre etapeløb med til at gøre André Steensen et interessant emne for flere prof-mandskaber igen.
Angiveligt var Bjarne Riis lun på at give Steensen en ny chance på Team Saxo Bank-Tinkoff, men rytteren fra Skanderborg måtte sande, at ord og løfter kan være billige i cykelsportens verden.
- Jeg ville da gerne have været tilbage som professionel på Pro Tour-niveau, men når det nu ikke kunne lykkes, er jeg glad for at fortsætte hos Skelde Cycling, siger Steensen til sporten.dk.
- Omvendt nåede jeg at få sat gang i karrrieren igen og vise, at jeg stadig er i stand til at vinde cykelløb, og det er vigtigt, for siden jeg var helt ung har jeg haft prædikat som "stortalent" siddende på mig og det er jo noget at leve op til, erkender Steensen, som også har haft tilbud fra Christina Watches-Onfone.
At skulle køre endnu en sæson i den internationale tredje division rummer en risiko for at blive glemt i mængden af fremadstræbende og ærgerrige talenter. Men Steensen vælger at se på glasset som halvt fuldt og ikke halvt tomt i dén henseende.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg da godt være bange for at blive glemt. På den anden sidde har jeg undervejs i denne sæson været i kontakt med flere profhold og jeg håber, at de fortsat vil holde øje med mig, så der måske er en mulighed til næste år, siger skanderborgenseren.
André Steensen vil til næste år få sin løn på baggrund af et personligt sponsorat med Steffensen Asset Management.






