DCU forhandler med arrangørerne af Tour de France.
Vi har haft VM, og vi har haft Giro d’Italia på dansk grund, men nu gælder det verdens største cykelløb, Tour de France.
Årets udgave af Touren blev skudt i gang i den belgiske by Liège, og står det til Danmarks Cykle Union - DCU - bliver det snart de danske landeveje, der lægger asfalt til det kæmpestore Tour de France-maskineri - for første gang nogenside.
I forbindelse med afslutningen på Tour de France var DCU-formanden Tom Lund søndag til møde med blandt andre Christian Prudhomme, som er chef for firmaet bag Tour de France, ASO. Her var det den danske Tour de France-start, der var på dagsorden.
- Vi havde et rigtig godt møde, og vi har aftalt at holde dialogen ved lige. Vi kigger på de muligheder, der er, og vi vil tage det op i vores bestyrelse til næste møde. Vi har aftalt, at selve detaljerne i vores snak tager vi ikke i pressen, men han (Christian Prudhomme, red) er en stor beundrer af det, vi har lavet omkring Giro d’Italia og VM. Han har en stor respekt for den cykelkultur, der er i Danmark og ikke mindst tilskuerinteressen, og så har han set, at vi kan løse de store opgaver. Så den vej rundt er han meget positiv, men der er jo nogle andre forhindringer, som vi skal kigge på og drøfte, siger Tom Lund.
En af de store forhindringer er den forholdsvis store afstand mellem Danmark og Frankrig, og Tom Lund tør ikke gætte på, hvor store chancerne er for, at planen lykkes.
- Jeg vil ikke sætte procenter på, men det er en drøm for os, at vi kan få det til at lykkes, og vi har det nogle gange med, at vi får drømme til at gå i opfyldelse, siger han og fortsætter:
- Jeg er altid optimistisk og positiv, når vi går ind i en sådan en opgave, men der er en række udfordringer, vi skal have løst, og jeg skal ikke sige her, om vi kan løse dem, men vi vil i hvert fald gøre forsøget.
Lykkes det for Tom Lund og resten af DCU, må de mange cykelglade danskere dog væbne sig med en smule tålmodighed.
- Så bliver det enten i 2018 eller 2020, med mindre der sker et eller andet. Det kan være at nogen hopper fra, eller at de ændrer planer, siger DCU-formanden.








