Doping-eksperten Rasmus Damsgaard har egentlig fået nok af at være i medierne. Derfor har vi ikke hørt fra ham i lang tid. Men han har indvilget i at lave, hvad han kalder sit "sidste interview nogensinde" med sporten.dk.

Efter de seneste måneders afsløringer af, hvor omfattende der er blevet snydt med doping i cykelsporten trængte især ét spørgsmål sig på: Føler Rasmus Damsgaard sig tryg ved, at han i tiden som doping-tester hos Bjarne Riis, men også Lance Armstrong fandt det, han skulle?

Klik videre og få svarene, og læs også om:

* Hvordan Damsgaards kom ind hos Bjarne Riis og blev, hvad han selv kalder en overløber.

* Hvorfor tidligere antidopingformand mener Damsgaards arbejde i bedste fald var overflødigt.

* Hvordan Damsgaard forsvarer sig mod spekulationer om, at han bare hjalp Riis med ikke at teste positiv.

* Hvordan Damsgaards første møde med CSC-rytterne forløb

* Hvordan en racercykel i gave fra Bjarne Riis og Saxo Banks etik omkring Fränk Schleck blev for meget for Damsgaards chef

* Hvorfor Damsgaard - i modsætning til det amerikanske antidopingagentur - ikke ser noget bevis for, at Lance Armstrong var bloddopet i Touren 2009.

* Hvordan Damsgaard flere gange har krydset spor med den nu dopingdømte veterancyklist Søren Svenningsen

INVITATION FRA ØRNEN

Husker I lægen Rasmus Damsgaard? Det var manden, der for seks år siden lavede et jobskifte, som vakte opsigt. Han forlod Anti Doping Danmark og flere års sikker casting ind rollen som den bidske, idealistiske sandhedsjæger, der skar igennem alle optræk til bullshit, når der skulle sættes ord på kampen mod doping.

Han blev ansat af Bjarne Riis til at kontrollere cykelrytterne på det danske Team CSC. Han blev ansat af de mennesker, han selv havde kigget i sømmene og været hård ved. Kald det bare at hoppe over på den anden side. Det gør Damsgaard selv, når han ser tilbage på, hvordan verden kiggede på ham på efter sommeren 2006.

Han forlod sikker medvind i medierne og fik efterfølgende nok af medierne. Derfor bar denne artikel - langt inde i arbejdsprocessen også titlen "Den tavse læge." For intet tydede på, at den skulle blive skrevet med Damsgaard som deltagende kilde. Berlingske havde ringet og skrevet flere gange for at lave et interview med ham. Vi ville gerne tale om og stille spørgsmål til hans arbejde på Team CSC og senere Team Astana i lyset af de senere måneders nye viden om, hvor voldsom og sofistikeret dopingen er foregået i cykelsporten. Men Damsgaard havde heller ikke denne gang lyst til at tale, for han kendte medierne, fortalte han så en aften for flere uger siden, da han ringede tilbage.

Da han så erfarede, at arbejdet med at søge svarene fortsatte andre steder, kom der en eftermiddag en mail med emnefeltet:

- Det er vist på tide, at du ringer.

Det blev begyndelsen til to lange samtaler - Damsgaard kalder det selv sit sidste interview nogensinde. Samtaler om, hvorvidt hans arbejde reelt forandrede dopingkulturen i cykelsporten. Eller om han bare sørgede for, at hans skiftende arbejdsgivere ikke blev snuppet i kontrollen? Samtaler om den racercykel, Riis en dag gav ham - og det blev også her, at han fastholdt, at han - trods den store antidopingrapport fra USAs påstand om det modsatte - ikke er overbevist om, at Lance Armstrong var dopet, da Damsgaard holdt øje med ham i 2009.

Sporten.dk præsenterer i dag historien om Rasmus Damsgaard. Og vi begynder en sommerdag i 2006 i en lejlighed tæt på Rådhuspladsen i København. Det var her, Damsgaards professionelle liv blev forandret. Og han var der ikke engang selv. Bjarne Riis, ejer af det danske cykelhold, som dengang hed Team CSC, sad i interview med Politikens skribent Rasmus Bech. Riis var over de foregående måneder gerådet ud i så stor dopingmistanke om driften af sit cykelhold, at der skulle tænkes ud af boksen.

To dage forinden havde Politiken således gengivet Tyler Hamiltons omfattende dopingprogram under ledelse af dopinglægen Eufemiano Fuentes, da Hamilton i 2003 kørte for Bjarne Riis. Og måneden forinden havde Riis måttet sende Ivan Basso hjem fra Tour de France, fordi alt indikerede, at Basso også besøgte og brugte denne Fuentes. Riis sagde den dag i København:

- Jeg kan bestemt godt forstå, hvis man i offentligheden ikke fatter, at jeg og mine folk på CSC har været uvidende om det dopingmisbrug, Hamilton tilsyneladende var ude i, men ikke desto mindre er det rigtigt. Da jeg læste artiklen, var det noget af en mundfuld at sluge - det var afskyeligt, det var ulækkert, og jeg blev simpelthen dårlig tilpas af at læse det.

Den sommerdag i København i 2006 blev Damsgaard det stunt, Bjarne Riis hev op af hatten for at vise verden, hvor alvorligt Riis mente det, når han kaldte Hamiltons doping både afskyelig og ulækker. Daværende pressechef Brian Nygaard fortæller om ideen med at invitere Damsgaard ombord:

- Vi sendte ham en åben invitation. Rasmus Damsgaard havde flere gange sagt, at en mand med medicinsk kompetence kunne have afsløret, om der foregik snyd. Det var på tide at vende bøtten så at sige. Ikke bare ud i forhold til offentligheden, men også fordi der skulle gøres noget i cykelsporten. Jeg satte min stilling ind på, at Rasmus Damsgaard kom ind på holdet, for ellers ville det være for pinligt med hele affæren omkring Basso. Bjarne havde modet til at sige ja. Vi lancerede idéen i en dansk avis og fik så fat i Rasmus Damsgaard. Han var interesseret, hvis hans bagland ellers ville acceptere det, og det var dejligt, da det kom i stand, husker Nygaard, der roser Damsgaards mod.

Et nyt fænomen, de interne kontrolsystemer, blev født, og Damsgaard mener i al beskedenhed, at han dermed var med til at skabe det biologiske pas, som i hans øjne har gjort cykelsporten til den i en dopingkontekst måske mest troværdige idrætsgren siden 2008. Han gik ind i jobbet efter i flere år at have haft eneansvaret for antidopingarbejdet i det internationale skiforbund (FIS). Og han kom ind efter flere års tæt samarbejde med tidligere ADD-formand Bengt Saltin, som han ikke tøver med at kalde manden, der har lært ham alt.

I BEDSTE FALD VAR DAMSGAARD OVERFLØDIG

Rasmus Damsgaard sagde i sommeren 2007 ja til at tage opgaven med at opbygge et internt antidoping-program hos Bjarne Riis, og projektet blev styret fra hans arbejdsplads Afdeling Z på Bispebjerg Hospital. Det var hertil, at Riis' penge blev betalt. De blev brugt til løn til ph.d.-student, til maskiner, til prøvetagning og til løn til Damsgaard selv.

Projektet var under ledelse af overlæge Bo Belhage.
Vigtigst af alt fik man den internationale cykelunion (UCI) til at bakke projektet op, efter Anti Doping Danmark (ADD) havde sagt nej. UCI's opbakning betød, at alle urinprøver i 2007 var officielle dopingprøver, som blev sendt til WADA-akkrediterede laboratorier. Og i 2008 introducerede UCI det biologiske pas, hvilket betød, at også blodprøverne røg til akkrediterede laboratorier, før Damsgaard så dem. Et kardinalpunkt, når Damsgaard skal forklare, hvorfor han intet skjule. Hvorfor han intet kunne skjule.

Beder man i dag juraprofessor og tidligere formand for Anti Doping Danmark (ADD), Jens Evald, give en vurdering af de interne kontrolsystemers værdi, siger han:

- I dag kan vi konstatere, at de interne programmer ikke har været mere effektive, end det officielle antidopingarbejde har været. Havde det været det, så havde det afdækket nogle af de positive sager, som var til stede. De interne programmer har i bedste fald været overflødige, siger han.

Hvad er din fornemmelse af, om man købte sig sikkerhed mod at blive taget i dopingkontrollen?

- Det er det andet lag i dette, og det kan vi kun gisne om. Vi blev i Anti Doping Danmark i 2007 spurgt, om vi ville deltage i projektet, men vi ville ikke risikere at involvere os i noget, der ikke var i 100 procents overensstemmelse med det internationale antidopingagenturs (WADAs) kodeks.

I dag vakler han stadig, når han skal vurdere, hvor Damsgaards interne kontroller egentlig efterlod cykelsporten.

- Jeg ved ikke - det ved ingen - om Riis har købt Damsgaard og samtidig vidst, at han kunne skjule doping i test. Og vi ved ikke, om Damsgaard oplevede noget, som han har holdt sin mund med. Eller om han var i god tro. Jeg nøjes med at konstatere, at uanset hvilken side af mønten, man kigger på, så var programmerne ikke nær så effektive som hævdet. Men de kom til at virke som en form for legitimation på holdene. Man kunne henvise til disse programmer, som så skulle bevise, at holdet ikke brugte doping. Man kan vel sige, at offentligheden derfor blev ført bag lyset, men det kan være, at det samme var tilfældet for holdejere og testere. Det ved vi ikke. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt nogle holdejere og testere handlede i ond tro, siger Jens Evald.

Var Damsgaard overflødig? Her er Damsgaards svar:

- Jeg ved ikke, om CSC antidopingprogram i 2007 ændrede noget i antidopingarbejdet eller i adfærden blandt atleterne, men jeg kan bare konstatere, at man i dag tester om ikke identisk med, så i hvert fald meget, meget tæt på samme måde, som vi testede på CSC i 2007. Og hvis adfærden hos bare én enkelt rytter ændrede sig fra at dope sig eller overveje at dope sig til ikke at gøre det, ja så var mit mål som læge med at værne om sundheden og forhindre sygdom også nået.

JEG KUNNE IKKE SKJULE NOGET

En af de mere konspiratoriske tanker mod Rasmus Damsgaards virke hos Bjarne Riis har været, om holdejeren dybest set bare brugte Damsgaard til at øve sig i, hvordan man ikke tester positivt? Her er Damsgaards svar:

- Jeg forstår udmærket, hvis den tanke fandtes i befolkningen, at Bjarne købte mig og Bispebjerg som garant for, at hvis jeg ikke kunne finde det, så var det jo fint. Men når jeg så tænker mig om igen, så kan jeg måske alligevel ikke følge det: For hvis nu jeg havde fundet noget, så havde han jo da også haft et kæmpe problem. Alle penge gik ind på Bispebjerg Hospital. Var der noget tilbage efter vores udgifter, så fik jeg lidt ekstra i løn, men ellers gik pengene til maskiner, prøver og løn. Jeg blev lønnet som del af et almindeligt system.

Nu spiller jeg djævlens advokat og siger, at du kunne have interesse i at skjule noget, fordi du jo var en del af holdet, som gav dig en platform at eksistere på nu. Spørgsmålet er, hvad din primære interesse i det hele var?

- Hør her. Selv de blodprøver, vi tog, blev taget af en uafhængig og WADA-akkrediteret prøvetager, svenske IDTM. Jeg kan ikke manipulere med noget. Jeg tog dem ikke selv. Og alle blodprøvesvar blev sendt til UCI og til Michael Ashenden, og de blev offentliggjort som pressemeddelelser og senere som videnskabelig artikel. Der var meget fokus på disse resultater, og der var mange med inde over. Jeg kunne ikke skjule noget. Jeg kunne ikke manipulere noget. I tillægger mig evner, som jeg ikke havde. Jeg har lært, at jo flere mennesker, der har fokus på ting, jo mindre er muligheden for at skjule noget som helst, og jeg valgte, at alle prøver skulle vises til alle.

Lad os lige holde fast i 2007, hvor du fik alle blodresultater først - altså uden UCI havde set dem først: Hvis du ikke vurderede, der var grund for en sag, kunne WADA så se prøven og mene det modsatte?

- Ja, alle havde muligheden, for vi viste hver enkelt blodprofil. Ingen havde nogensinde vist så detaljerede indsamlede blodprofiler, og jeg fik også indspark til ting, der skulle gøres anderledes. Vi publicerede både populærartikler og videnskabelige artikler, så man kunne se det, og vi sendte det til UCI og en af verdens førende forskere, Michael Ashenden, kiggede os over skulderen. Jeg var jo kommet i fjendens lejr, selv om halvdelen af prøverne var WADA-akkrediteret, og det hele var taget af akkrediterede prøvetagere.

Med den viden, vi i dag har om, hvor sofistikeret rytterne har dopet sig, føler du dig så i dag tryg ved, at du fandt det, du skulle finde?

- Føler jeg mig tryg i 2007? Ja. Eller nej, jeg er aldrig helt tryg heller ikke ved pressen eller mig selv. Jeg er min egen største kritiker, som vi alle ønsker at sige. Men det er jeg. Jeg havde mange blodprøver på CSC-rytterne i 2007 og følte mig udmærket klædt på - også når jeg gik nogle af dem dybere i sømmene. Jeg har aldrig kunnet og kan stadig ikke garantere for, at CSC’s antidopingprogram kunne finde ryttere som virkelig ville snyde. Men jeg kunne garantere, at det var det bedste antidopingprogram i verden på den tid, og hvis nogle af rytterne snød, så måtte det være med så små mængder, at effekten af deres snyd på præstationen var yderst tvivlsom, siger Damsgaard og fortsætter:

- Jeg minder også om, at der var mange eksperter inde over og se prøverne, og jeg er også blevet bedt om at komme med flere prøver på nogle ryttere, fordi der ikke var tilfredshed med prøvekvaliteten. Mange fulgte med og kom med opfølgende bemærkninger. Jeg føler mig ikke tryg, men vi gjorde det så godt vi kunne. Fra 2008 var jeg glad, for da kom det biologiske pas, og det var et paradigmeskift i kampen mod doping.

LIGEGLAD MED FORTIDEN

Det var med stor selvtillid, at Rasmus Damsgaard op til cykelsæsonen 2007 røg på træningslejr i Sydafrika med Bjarne Riis' cykelhold. Her advarede han rytterne om, at han kunne se meget - måske også mere end de vidste - og at han med garanti ville "nakke dem," hvis der var noget at nakke dem for. Han blev mødt af lige dele begejstring og skepsis, husker han.

Det var også med stor ligegyldighed over for fortiden, han troppede op. Han havde ingen informationer om rytternes biologiske data på forhånd, og han bad ikke om det. Det var et clean sheet. Han havde heller ikke behov for en ærlig samtale med Bjarne Riis om, hvad der egentlig var foregået på holdet omkring ikke mindst Tyler Hamilton og Ivan Basso.

- Nej det havde jeg ikke. Det lyder måske arrogant - det er det ikke - men jeg var helt sikker på, at hvis nogen gjorde noget, så ville jeg finde det, hvis det var i de doser, som vi havde haft for vane at se de foregående år.

Ingen CSC-ryttere blev snuppet af Rasmus Damsgaard de kommende år. Han afviser ikke, at der ikke kan være blevet snydt med småtterier og mikrodoseringer, men han fastholder, at det net, han smed ud for at fange snyderne, var så fintmasket, at det stort set ikke har hjulpet.

Men det kan altså også være sket i din tid hos Riis, at der, inden for det felt, du i dit arbejdede definerede som rytterens øvre og nedre værdier i blodprofilen, kunne arbejdes med en Fuentes, en Ferrari, eller hvem der skulle hælpe?

- Ja, det kunne det godt. Selvfølgelig kan det det. Ligesom det kan i dag, og som vi også spekulerer i, at det nok bliver gjort blandt nogle, som har evnerne og pengene til det.

- Der kan have været arbejdet med småting, selvfølgelig kan der det. Sådan er det også i dag. Vi ramte med vores måde at teste på så præcist, som vi kunne, men der er visse begrænsninger for alting. Jeg havde på baggrund af det, der var sket fra 2000 til 2007, en forventning om, at hvis folk snød, så gjorde de det big time, og vi fandt ikke noget big time, siger Damsgaard og minder om, at alle de urinprøver, der blev taget af CSC-rytterne i hans tid var officielle UCI-prøver, som stadig kan tages frem, hvis de skal undersøges igen.

VERDENS DUMMESTE GAVE

Da Rasmus Damsgaard stod for den interne kontrol på Team CSC, skete det i samarbejde med Bo Belhage, der var chef for Damsgaard på Afdeling Z på Bispebjerg Hospital.

Belhage var med til at acceptere, at man tog opgaven ind, men hans lyst til at være med i projektet stoppede, da der pludselig stod en dyr racercykel fra Bjarne Riis i en garage. Og da en ny etik fra den nye sponsor Saxo Bank dukkede op.

Bo Belhage har intet at udsætte på det arbejde, han lavede sammen med Damsgaard på Team CSC i årene frem til 2008. Det var, set med en forskers øjne, helt som det skulle være. Det var andre ting, der plagede ham.

- Der skete noget, som jeg ikke syntes, var helt så fast i kødet, som jeg gerne ville have det, når man går rundt og leger politimand i forhold til nogle røvere. Holdenes udmeldinger ændrede sig. Da Saxo Bank afløste CSC, var det et helt andet etisk kodeks, der kom til, fortæller Bo Belhage og uddyber:

- Vi ville gerne hjælpe dem med at blive rene, hvis det var deres oprigtige forsæt. Det signalerede de ved, at Ivan Basso blev smidt ud på mistanken, siger han om sommeren 2006, hvor Ivan Basso først blev sendt hjem fra Touren og senere på efteråret fyret.

- Senere, da noget lignende kom frem med Fränk Schleck, hvor der bevisligt var overført penge til Fuentes, der smed man ikke ham ud med det samme. Så sender man et signal til omverdenen om, at man ikke vil bekæmpe doping, men man vil gerne undgå at blive dømt for det. De præmisser, vi gik ind i det på, var ikke opfyldt længere. I stedet for et samarbejde blev det en slags modarbejde, og det gider jeg ikke. Der ville jeg ikke være med længere, fortæller Bo Belhage.

Det var efteråret 2008. Rasmus Damsgaard kan godt følge tankegangen, men synes ikke den er i overensstemmelse med de præmisser, som han og Bo Belhage skabte projektet på.

- Vi ville starte på en frisk. Det var vi enige om. Jeg var da ligeglad med, om Basso kørte på holdet, eller om de udelukkede en anden eller en tredje rytter. Det var ligegyldigt i forhold til mit arbejde med at teste. Havde de nægtet os adgang til at teste på en træningslejr, eller havde jeg indført en sanktion, som ikke blev fulgt, så havde vi haft en anden snak. Men at gå og fornemme på holdets motivation, det ragede mig langsomt, lyder Damsgaards replik.

Dråben, der fik Bo Belhage til at bryde med Rasmus Damsgaard, og det cykelhold, der i hans optik var kommet lidt for tæt på, var en racercykel i cykelholdets farver hjemme hos Damsgaard. En gave fra holdejer Bjarne Riis.

- Så var der det med en cykel, der blev foræret til Rasmus. Det gør man jo ikke. Det er mindst lige så tossedumt af holdet, som det var af Rasmus at modtage den. Så har man ikke fattet, hvordan tingene hænger sammen, lyder det fra Belhage, der slet ikke mistænker Damsgaard for at have set igennem fingre med uregelmæssigheder i rytternes blodprøver - til gengæld for den dyre racercykel.

- Men signalværdien er helt forkert. Der er simpelthen nogle forudsætninger og regler for, hvordan samkvemmet skulle være, der blev overtrådt. Man tager som betjent heller ikke imod 1000 kroner, hvis de tilbydes en i professionel sammenhæng - uanset hvordan. Det kan ligne bestikkelse. Det gør man ikke. Så har man bare misforstået, hvordan man skal være sammen.

Det er tydeligt, at Rasmus Damsgaard ikke er stolt af racercykel-historien. Han kalder det for det dummeste, han nogensinde har gjort.

- Det er jeg ked af, og det ærgrer mig. Det hører også bare med til historien, at Bo var der den dag, jeg fik cyklen, men det er først i en avisartikel syv måneder senere, han siger, at det ikke var så godt. Det kunne han da bare have sagt den dag.

Men tanken strejfede ikke dig selv. før du læser om det i avisen syv måneder senere?

- Nej, og det var også naivt. Men jeg så sådan på det, at jeg havde lavet et stykke fuldstændig transparent arbejde, der var intet skjult. En cykel kunne for mig ikke ændre på det faktum, at arbejdet og resultaterne var tilgængeligt for alle. Det slog mig ikke.

Er det dækningen af den sag, der gør, at du har kaldt dette for dit sidste interview nogensinde?

- Ja, det blev personligt på en måde, hvor det gik ud over min familie. Der var forældre i min drengs skole, som rynkede på næse og sagde, at han havde en værre far. Sådan skal det ikke være. Det blev for følsomt for mig.

TIL FORSVAR FOR LANCE ARMSTRONG

Rasmus Damsgaard fik efter racercyklen mindre og mindre lyst til at optræde i medierne - et sted han tidligere havde været flittigt brugt som ekspert. Helt pressen trak Damsgaard sig dog ikke. Han står som ansvarlig for antidopingarbejdet i international skisport stadig til rådighed i forbindelse med skimesterskaber, og han var også i medierne, da det i efteråret 2009 blev hævdet, at Lance Armstrong brugte bloddoping i Touren 2009 - på et tidspunkt, hvor Damsgaard testede ham.

Det er en påstand, som gentages af antidopingeksperten Robin Parisotto i den store undersøgelse fra det amerikanske antidopingagentur. Men Damsgaard fastholder, at man ikke kan konkludere, at Armstrong brugte bloddoping, som det ellers sker i rapporten.

- Tænk at de laver så god en rapport, og så er den vævende, flad og dårlig, når det kommer til den prøve. Den del af rapporten havde de ikke behøvet lave. Det er ikke umuligt, at der er sket en blodtransfusion, men man skal vide, hvornår prøverne er taget, og der tror jeg nok, at jeg ved lidt mere om ét af de punkter, end Robin Parisotto gør. Og det ene punkt blev taget på toppen af Mont Ventoux - 15 minutter efter målgang i 40 graders varme. Efter seks timers cykling. Det er ikke en gangbar prøve, siger Damsgaard.

Robin Parisotto siger jo ikke ret meget andet, end noget du selv sagde om Michael Rasmussen, da han i november 2008 fremlagde sine blodværdier fra Touren 2007. Da sagde du også: Doping.

- Ja, og det fortryder jeg. Og den fortrydelse har jeg også publiceret. Man skal kende hvert et punkt på en kurve for at udtale sig.

PARTNERSKAB MED EN DOPET VETERAN

I dag er Damsgaard - så vidt vides - ude af arbejdet med cykelholdene i dag. Han vil hverken be- eller afkræfte et rygte om, at Team Sky benytter sig af hans ekspertise i dag, men konstaterer blot, at et cykelhold - lige så vel som mange andre - godt kan købe antidopingarbejde hos hans firma, Clearidum

Firmaet i sig selv er interessant. En vigtig økonomisk drivkraft i firmaet blev fra start således erhvervsmanden og iværksætteren Søren Svenningsen, der ejer 20 procent af Clearidium. Svenningsen blev i august i år kendt som veterancykelrytteren, der fik en toårig dopingkarantæne. Svenningsen hævder, at den positive prøve skyldtes testosteron, som hans læge havde udskrevet til ham for at behandle en rygskade næsten et år tidligere.

Sagen kostede Svenningsen pladsen i Danmarks Cykle Unions bestyrelse, ligesom Svenningsen med en positiv dopingprøve heller ikke kunne blive siddende som formand for bestyrelsen i Clearidium. I dag er han ikke i bestyrelsen, og han skriver i en mail til Berlingske, at hans ejerandel i selskabet er til salg. Her svarer han også på spørgsmålet, om Damsgaard som læge har haft noget at gøre med den testosteronbehandling, Svenningsen modtog:

- På ingen måde (hverken før eller efter) – og jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde har drøftet brug af forbudte stoffer med Rasmus Damsgaard (hverken i professional eller privat sammenhæng).

Søren Svenningsen har for at deltage i denne artikel insisteret på at svare på spørgsmål skriftligt, og han lægger ikke skjul på, at han er bekymret for, hvad hensigten er med artiklen.

- Jeg ved ikke, hvad jeres dagsorden er med den artikel, som I er ved at skrive om Rasmus Damsgaard, men jeg vil gerne understrege, at Rasmus Damsgaard i enhver sammenhæng, hvor jeg har haft med ham at gøre, har været særdeles kompetent og seriøs, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Rasmus Damsgaard brænder for at bekæmpe doping og allerede har gjort en stor forskel, som vi som danskere bør være stolte af. At opgive et sikkert og vellønnet job som læge for at blive iværksætter, understreger kun hvor meget han brænder for dette. Og så må man da tage hatten af for en mand, som i løbet af to år har opbygget en virksomhed, som er særdeles velrenommeret og respekteret inden for diverse forbund, og samtidigt har skabt mere end 25 job. Det er lige, hvad vi har brug for i dagens Danmark, og jeg håber virkelig ikke, at I på et mangelfuldt og evt. falsk grundlag ødelægger dette, skriver Svenningsen.

Partnerskabet mellem Søren Svenningsen og Damsgaard så dagens lys første gang i foråret 2008, da Svenningsen som holdejer på cykelholdet Team GLS i en pressemeddelelse fik Rasmus Damsgaard til at rense GLS-rytteren Jacob Moe, der ellers balancerede med en dårlig sag, da han var blevet testet med en hæmatokritværdi på 51 - over det tilladte niveau.

- Der er ingen resultater, som overhovedet tyder på at Jacob har benyttet sig at forbudte stoffer eller metoder, slog Damsgaard fast.

Svenningsen skriver, at holdet skaffede flere gamle blodværdier på Jacob Moe og på den baggrund kunne Damsgaard konkludere, at intet tydede på doping. "Rasmus Damsgaard fik intet verdelag for sin assistance," skriver Svenningsen.

Rasmus Damsgaard fastholder i dag, at der var så mange usikkerheder med maskinens kvalitet og Jacob Moes tilstand op til prøvetagningen, at der ikke var noget at komme efter.

Året efter kontaktede Damsgaard og to andre personer Svenningsen. Han blev præsenteret for forretningsplanen for Clearidium. Svenningsen var umiddelbart ikke interesseret, da han ikke følte, han havde resurser til at engagere sig i nye projekter, men han blev overtalt, selv om han vurderede forretningsgrundlaget som relativt risikofyldt. Ideen havde han stor sympati for: at skabe billig, mere effektiv og bedre dopingbekæmpelse, end der fandtes i markedet.

I dag kæmper både Damsgaard og medejeren Svenningsen noget af en kamp med at få Clearidium til at blomstre. Et kig i selskabets regnskaber fra 2010 og 2011 viser, at man i de to første år er kommet ud med et samlet underskud på næsten 950.000 kroner (793.000 kroner i 2010 og 149.000 kroner i 2011). Clearidium havde i 2011 en negativ egenkapital på godt 300.000 kroner.

Der stopper så historien om lægen, hvis professionelle liv Bjarne Riis forandrede en sommerdag i 2006. Og om lægen, der fik så meget for meget af medierne, at dette måske var det sidste interview nogensinde.