Hele cykelverden er i chok over den unge spanier Victor Cabedos dødsulykke onsdag eftermiddag, hvor han blev kastet ud over en bjergside efter et sammenstød med en bil på en træningstur.
På en nedkørsel på vejstrækningen mellem Almedijar og Ain kolliderede den 23-årige Euskaltel-Euskadi rytter, Victor Cabedo, med en bil. Cabedo blev slynget udover en bjergside og ned i en dyb kløft. Ulykken fandt sted kort før klokken to om eftermiddagen. Redningspersonale nåede frem, men de kunne ikke stille noget op, og den unge spanier afgik på sørgelig vis ved døden tidligt onsdag eftermiddag.
Cabedo nåede kun at være professionel cykelrytter i et år, hvor hans holdmanager, Miguel Madariaga, ifølge El Mundo beretter, at han var i lære hos den tidligere olympiske mester, Samuel Sanchez.
Cabedo blev set som en fremtidig stjerne for spansk cykelsport, hvilket holdmanageren ikke lægger skjul på.
- Det er et kæmpe tab. Nogle gange er livet ikke fair. Han havde en stor fremtid i cykling. Måden han opførte sig på holdet var imponerende. Han var meget stille, og han foretrak at lade benene tale for ham, siger Madariaga til den spanske avis Marca.
Cykelverdenen er chokeret. Sporten.dk har allerede berettet om, at Contador sørger over sin vens død på Twitter, og andre følger i hans fodspor:
- Jeg fik kuldegysninger af at få at vide, at Cabedo døde i en alder af kun 23 år. Hvad nu??? Knus til din familie, tweeter Luis Leon Sanchez.
- Jeg blev slået ud af nyheden om Victor Cabedos død. Livet er uretfærdigt en gang imellem. Min medfølelse til familien, tweeter Saxo Bank-Tinkoffs Jesus Hernandez.
Spanierens største resultater var, at han i 2009 blev nummer 9 ved de spanske mesterskaber, og sidste år vandt han en etape i Vuelta Ciclista a Asturias - begge for kontinental-holdet ORBEA. I år kørte han med i Giro d'Italia for Euskaltel-Euskadi. Hans sidste løb blev Tour of Britain, som han forlod p.g.a. sygdom.
Cabedo blev født i byen Onda i Castellón-regionen, hvor han torsdag aften vil blive begravet.
Se redningspersonalets forgæves forsøg på at redde Cabedo her:








