Verdens måske bedste cykelrytter nogensinde, Eddie Merckx, kommer Lance Armstrong til undsætning.
Den opsigtsvækkende dopingsag mod Lance Armstrong har fået sindene i kog i hele cykelverdenen. Nu reagerer også legendariske Eddie Merckx på hele skandalen.
- Lance har opført sig helt korrekt gennem hele hans karriere, siger Merckx til det belgiske medie La dernière Heure.
- Hvad mere kan han gøre? Alle de tests, han har givet - over 500 siden år 2000 - er kommet tilbage negative. Enten tjener de test ikke noget formål, ellers var Armstrong uskyldig. Hele sagen er baseret på vidner, det er dybt uretfærdigt, fortsætter den femdobbelte Tour-vinder, der tilbage i 1970'erne var altdominerende i cykelsporten.
Udbruddet kommer efter Lance Armstrong fredag udtalte, at han har opgivet at kæmpe mod det amerikanske dopingagentur, USADA, som kræver livsvarig til Armstrong, ligesom de vil fratage samtlige af cykelikonets sejre siden 1998. Deriblandt syv Tour de France-triumfer.
Også danske Lars Michaelsen, sportsdirektør hos RadioSchack-Nissan er mildest talt skeptisk over for USADA.
- Hvorfor? Fortæl mig hvorfor? Giv mig bar en god grund? De burde fokusere på, hvad der sker i dag. Det er det, de bør være opmærksomme på, siger han til Cyclingnews.
På trods af hele balladen prøver Lance Armstrong at holde fanen højt. Trods fredagens krav om at tildele amerikaneren livstidskarantæne er han allerede lørdag på cyklen, når han kører mountainbikeløbet 'Power of Four Mountains', som foregår i skisportsområdet omkring Aspen.








