Alberto Contador har nu reelt vundet Vuelta a España, efter han forsvarede sit forspring på lørdagens kongeetape.
Den hårdeste etape i årets Vuelta var konkurrenternes sidste mulighed for at flå den røde førertrøje af Alberto Contador, inden løbet søndag slutter med paradekørslen til Madrid.
Vinderen af kongeetapen blev Denis Menchov, der efter et flot ridt satte Richie Porte på de sidste meter, men alles øjne hvilede på duellen om løbets førsteplads, hvor det var op til Joaquin Rodriquez og Alejandro Valverde at forsøge at køre Alberto Contador i sænk.
Men kaptajnen på Team Saxo Bank-Tinkoff Bank viste, hvorfor han stadig regnes som verdens måske allerbedste etapeløbsrytter. Contador havde - med god hjælp fra sit danske hold - godt styr på begivenhederne på lørdagens 170,7 km der indbød til angreb fra de nærmeste konkurrenter.
Menuen på næstsidste Vuelta-arbejdsdag bød nemlig på hele fem stigninger i form af en enkelt kategori to, tre kategori et og så sluttede feltet opad modbydelige Bola del Mundo, der er uden for kategori og har en stigningsprocent, på hele 23, hvor det er stejlest.
Godt nok lykkedes det for Rodriquez og Valverede at slå et lille hul til Contador på de sidste kilometer på det nærmest grotesk stejle stykke op mod mål, men Bjarne Riis’ kaptajn bevarede køligheden, undlod at forcere og profiterede af, at han inden etapen havde et solidt forspring til sine landsmænd.
Det virkede dog heller ikke for alvor som om, at Rodriquez og Valverde troede på, at de kunne skabe overraskelsen, og deres anstrengelser bar da heller ikke for alvor frugt i klassementet. Contador har nemlig stadig et komfortabelt forspring på et minut og 16 sekunder Movistars Valverde, mens han fører med 1 minut og 37 sekunder til Katushas Rodriquez på tredjepladsen.
Derfor kan kun sort uheld komme i vejen for, at Contador søndag kan fejre sin tilbagekomst til den store cykelscene med en meriterende sejr, når Vueltaen slutter med den klassiske etape til Madrid.
Altså er der succes og opmuntring til Alberto Contador, kort tid efter han er vendt tilbage til cykelsporten efter sin dopingkarantæne - og for den sags skyld også lidt tiltrængt medvind til holdejer Bjarne Riis, som i øjeblikket har rigeligt at se til med de hårde dopingbeskyldninger fra Tyler Hamilton.






