Team Saxo Bank-Tinkoff spanske es slog til i traditionsrige Milano-Torino.
Alberto Contador viste storform ved at vinde det stærkt besatte Milano-Torino, der er den ældste løbsbegivenhed i Italien.
Team Saxo Bank-Tinkoffs spanske kaptajn slog til på den afsluttende stigning og viste ingen nåde overfor sine konkurrenter, da han rykkede afgørende fri og kørte alene i mål.
- Det lover godt for Lombardiet Rundt, der køres i weekenden, siger sportsdirektør Philippe Mauduit til holdets hjemmeside.
Sejren i Milano-Torino var en af de forholdsvis sjældne udenfor etapeløbsregi for Albert Contador, som for få uger siden excellerede i sin favoritdisciplin ved at vinde Vuelta España. Men på en dag, hvor Team Saxo Bank-Tinkoff sammen med italienske Liquigas tog ansvar for forfølgelsen af en udbryderduo, var Contador ubetinget feltets stærkeste mand foran Lampres Diego Ulissi og formstærke Frederik Kessiakoff fra Astana.
Chris Anker Sørensen kørte med en ottendeplads endnu en hæderlig placering hjem til det danske cykelhold, som lørdag runder sæsonen af med løvfaldsklassikeren Lombardiet Rundt.






