Ingen forskydninger i topstriden efter søndagens bjerg-etape.
Man kan ikke bebrejde Alberto Contador for ikke at forsøge på at knække Joaquim Rodriguez i kampen om øverste podieplads i årets Vuealta a Espana.
Men søndag blev endnu en dag, hvor talrige angreb fra Team Saxo Bank-Tinkoff-kaptajnen ikke førte til noget.
Dagen bød på endnu en bjergrig rute med en afslutning på en skrap stigning. Og endnu en gang udviklede etapen sig til en kamp om sekunder mellem Contador, Movistars Alejandro Valverde og den førende spanier fra Katusha, Joaquim Rodriguez.
Det endte uden hverken gevinst eller tab for nogen af de tre spaniere fra toppen af klassementet. Og det positive for Contador er derfor, at søndagens etape trods alt ikke gav ydeligere bonus-sekunder til Rodriguez. Han er stadig 22 sekunder foran.
Selve etapen blev afgjort af et ti-mands udbrud, der kom hjem med omkring ti minutters forspring på en dag, hvor hverken Katusha eller Saxo Bank-Tinkoff fandt grund til at bruge kræfter på at køre udbryderne ind.
Etapevinder på de 186 km fra La Robla til Lagos de Covadonga blev Antonio Piedra fra Caja Rural. Men det var duellen blandt klassement-rytterne over ti minutter senere, der samlede den store opmærksomhed.
Her lagde Team Saxo Banks folk pres på og angreb igen og igen på den sidste stigning. Til sidst med Contador selv i angriberens rolle. Men lige lidt hjalp det.
Joaquim Rodriguez havde svar på tiltale, lige gyldigt hvad Contador forsøgte sig med. Og nu begynder det at knibe med bjerge, Contador kan vende slaget på.
Mandag byder på Vueltaens næstsidste bjergetape. Og der kommer en sidste chance på lørdag. Men som Rodriguez kører lige nu, er det spørgsmålet, om Contador har bjerge nok tilbage i Vueltaen til at ændre slagets gang.









