Team Saxo Banks spanske superstjerne til kamp mod Michael Rasmussen med 7,5 kilo for meget på sidebenene.
Det er sjældent at se den tredobbelte Tour-vinder Alberto Contador stille til start uden at gå efter en sejr. Men når det argentiske etapeløb Trofeo San Luis skydes i gang mandag, er Team Saxo Banks 29-årige kaptajn langt fra at være i favoritrollen.
- Jeg vejer 7,5 kilo for meget, erkender Alberto Contador ifølge den belgiske avis Het Laatste Nieuws. Og noget er der sikkert om snakken, for den tredobbelte Tour-vinder måtte for nylig se den danske ungdomsrytter Jesper Hansen køre hurtigere opad under et træningsophold på Gran Canaria.
Derfor har Riis også formuleret en plan B, som skal sikre et minimum af succes i Trofeo San Luis, hvor også Michael Rasmussen og Christina Watches-Onfone stiller til start.
- Målet er ganske enkelt en etapesejr. Vi kommer med et meget alsidigt og stærkt mandskab. Vi har de to Haedo-brødre med i spurterne. De er selvfølgelig uhyre motiverede for at gøre det godt på hjemmebane, og JJ (Haedo, red.) er trimmet til opgaven. Herudover skal der ikke lægges skjul på, at selvom det endnu er tidligt på sæsonen, kan Alberto (Contador) muligvis gøre sig gældende på stigningerne og på enkeltstarten undervejs. Spændende bliver det også at følge vores to danske debutanter, Troels Vinther og Christopher Juul, siger Team Saxo Banks sportsdirektør, Philippe Mauduit til holdets hjemmeside.
Trofeo San Luis slutter lørdag og selv om det argentinske etapeløb ikke har World Tour-status, er det lykkedes at lokke en stribe prominente navne til.
Contador og Rasmussen kan således se frem til at få navne som Levi Leipheimer og Sylvain Chavanel (QuickStep), Vincenzo Nibali (Liquigas), Giovanni Visconti (Movistar) og den italienske klatrekonge Emanuele Sella (Andrino Giocatelli) som direkte modstandere.
Ifølge Michael Rasmussen er holdets nysignede tyske rytter, den tidligere Tour-etapevinder Stefan Schumacher, uhyre velkørende og en af favoritterne. Hvis rygterne om Contadors overvægt holder stik, er det ikke den rene ønsketænkning.








