Fra næste sæson kan Brian Holm og Mark Cavendish være genforenet. Flere andre hold er interesserede, men det kan blive dyrt, hvis verdensmesteren skal købes fri af Team Sky.
Det er blot to uger siden, den regerende verdensmester Mark Cavendish forlod København efter at have holdt sin gamle sportsdirektør Brian Holm med selskab ved både gadeløb og i hovedstadens bybillede.
Allerede fra næste sæson kan Holm og Cavendish dog være klar til at forny makkerskabet på belgiske QuickStep.
I hvert fald åbnede den 27-årige brite i den forgangne weekend for første gang officielt for muligheden ved at erkende, at hans første og eneste sæson på Team Sky havde været en uforløst affære.
- Vi havde en idé om, at man kunne skabe et britisk superhold, som både kunne vinde sejre og dominere de store etapeløb. Det var den idé Dave, (Brailsford, red.) solgte til mig, men af en eller anden grund har det ikke fungeret, mener Cavendish, der personligt ’kun’ nåede at vinde tre etaper i årets Tour de France.
Det er ikke mindst holdets kollektive indsats for at vinde Tour de France med Bradley Wiggins som kaptajn, der har kostet i opbakning til fartfænomenet Mark Cavendish. Hvor den sejrsvante stjerne hos Brian Holm og HTC-Highroad var vant til, at hele holdet kørte for ham, måtte han i årets Tour de France næsten hver eneste gang selv sørge for at finde et hjul at klæbe sig på, når det trak op til endnu en hæsblæsende finale.
Det vil Cavendish ikke stå model til længere. Men parterne forsøger at nå en form for forlig, eftersom manden med de i alt 23 Tour-etapesejre stadig har to år tilbage af en kontrakt, som angiveligt sikrer ham en årsløn på 20 mio. kr.
Normalt respekteres en kontrakt. Ifølge sporten.dks kilder kan det koste op imod 45 mio. kr. at købe Cavendish fri hos Team Sky. Netop derfor tøver mange af bejlerne til britens signatur med at byde ind, så længe Team Sky og Cavendish ikke har fundet en mindelig løsning på den logiske ’skilsmisse’.
Brian Holm og QuickStep ligner det logiske valg for Mark Cavendish. Men det velbeslåede belgiske hold er kun et nummer i rækken af muligheder for manden, der formentlig kan nå at slå Eddy Merckx rekord på 34 etapesejre i Tour de France.
Sporten.dk erfarer, at både australske GreenEdge-Orica, BMC og russiske Katusha skulle være på udkig efter verdens hurtigste mand på to hjul. Hos sidstnævnte er den tyske eks-topsprinter Erik Zabel i dag rådgiver, men når Katushas spanske veteran, Oscar Freire, inden længe stopper karrieren, er det småt med hurtige folk i den stald.






