I sidste sæson vandt Mark Cavendish stort set alle løb han deltog i for HTC-Highroad med Brian Holm som sportsdirektør, og nu går der rygter om, at de bliver genforenet hos Omega Pharma-Quick Step.
Verdensmester Mark Cavendish har skam vundet mange løb i år. Det kan man ikke tage fra ham. Men til forskel fra sidste år, så har han været mere menneskelig i år, og fokus fra hans holdkammerater hos Team Sky har da heller ikke været udelukkende på at føre ham til sejr. Senest i Tour de France hvor hovedmålet selvfølgelig var at føre Bradley Wiggins til den samlede sejr.
Derfor kan Cavendish nu være på vej væk fra det succesfulde hold, og Omega Pharma-Quick Step ser ud til at være storfavorit til at hente ham. Patrick Lefevere, der er general manager hos Omega Pharma-Quick Step lægger i hvert fald ikke skjul på, at han er interesseret, men først vil han lade det være op til Sky selv, om de vil beholde verdensmesteren.
- Vi har ikke haft nogen forhandlinger, fordi jeg vil først se, at der er en aftale fra Brailsford (general manager Team Sky red.) om, at Mark kan forlade holdet. Efter det kan vi forhandle, men lige nu er det svært, fordi selv hvis en rytter vil forlade holdet, så har du stadig brug for, at alle tre parter er enige, udtaler Lefevere til cyclingnews.com.
Lederen hos Omega Pharma-Quick Step er dog ekstremt interesseret i at se briten på sit hold.
- Selvfølgelig, men hvem er ikke det. Jeg har ikke talt med Cavendish, men jeg mødte hans agent i London i løbet af OL. Det var bare en snak, og han fortalte mig, at han havde brug for at snakke med Brailsford, før vi kunne gøre noget. Jeg respekterer reglerne, Sky og UCI, så hvis der er en aftale om, at han kan forlade holdet, så vil de være mig en glæde at snakke med, siger Lefevere, der også tilføjer, at Cavendish er den bedste sprinter i verden, så der vil være stor konkurrence om ham.
Hvis Cavendish skifter til Omega Pharma-Quick Step, så vil han blive genforenet med den danske sportsdirektør Brian Holm, hvilket højest sandsynligt vil være til stor glæde for begge parter, da de havde et godt samarbejde hos HTC-Highroad.









