Brian Holm har flere gange haft dopingmistanke til ryttere. Han har fortalt alt, hvad han ved om doping til myndighederne. Nu er det mediernes tur til selvransagelse, fastslår han i dette interview med sporten.dk

Brian Holm stiller gerne op til interview om doping. Ikke fordi han synes, det er sjovt, men fordi det er en del af hans job som sportsdirektør i cykelsporten.

Men dopingspørgsmålene er begyndt at irritere den danske sportsdirektør på Omega Pharma - QuickStep. De er unuancerede og perspektivløse, mener han.

I dette interview med sporten.dk fortæller den nu 50-årige Brian Holm også om, dengang han i 2007 blev afhørt af tysk politi, som efterforskede organiseret doping på Telekom-holdet, om hans egne mistanker om doping og om parodien Operacion Puerto. Og til sidst sender han dopingspørgsmål tilbage til medierne.

Men allerførst vil danskeren, der i 2007 indrømmede brug af epo som aktiv, gerne slå én ting fast om sit arbejde som sportsdirektør:

- Jeg kan garantere, at jeg aldrig har deltaget i noget med doping.

- I 2007 var jeg til afhøring hos det tyske politi i otte en halv time, hvor jeg vidnede under ed. Havde jeg lavet noget eller været vidende om noget, havde jeg ikke været her i dag.

- Jeg var rimelig overrasket over, hvor hårdt de (betjentene, red.) gik til værks, for de kom med nogle ting, som havde 0,0 pct på sig. De kom med nogle navne, som jeg ikke engang kendte. Jeg husker bedst, at de spurgte ind til Óscar Sevilla (som kørte på Telekom, da Brian Holm var sportsdirektør, red.). Han talte kun spansk, og det gør jeg ikke. Jeg kendte ham ikke. Der var masser af ryttere på holdet, som jeg aldrig havde arbejdet med. Men så hev de et billede op for at vise, at jeg var fuld af løgn, for der stod jeg med armen om Óscar Sevilla. Jeg siger: ’For helvede, det kan da godt være, at der er taget sådan et billede, men jeg ved ikke engang, hvor det er taget henne’. Det kan være på en træningslejr, hvor jeg har stillet op til et billede, men jeg kunne ikke tale med ham. Jeg kunne kun sige ’buenos dias'.

- Jeg fortalte det tyske politi, at jeg havde hørt rygter helt generelt om cykelsporten. Jeg fortalte, hvad jeg vidste, og hvad jeg havde hørt.

- Da Bob Stapleton (manden bag HTC High Road, hvor Holm var sportsdirektør fra 2007 til 2011, red) kom til, fortalte vi også, hvad vi vidste. Jeg havde i forvejen fortalt til DCU (Danmarks Cykle Union, red.) og UCI (Det Internationale Cykelunion, red.), hvad jeg vidste, når jeg hørte rygter. Det var der sådan set ikke nogen ben i. Hvis der er nogen, der tror, jeg har lavet noget, må de tage fat i det tyske politi, for de har rapporterne, og så anholder de mig vel næste gang jeg kører gennem Tyskland.

- Hvis jeg har været vidende om, at en rytter dopede sig, kommer det ud på et tidspunkt, for alt kommer ud. Der er altid en rytter, der vil fortælle det. Vi havde mistanke om en rytter engang. Serhiy Honchar. Det fandt vi selv ud af i vores interne dopingundersøgelser, og han blev fyret. Så jo, dér havde vi en mistanke. Han lagde sag an mod holdet, men tabte. Der er ingen, der kan beskylde os for at holde hånden over nogen.

- Hvis vi på holdet havde deltaget i noget med doping, tror du så ikke, at de fyrede ryttere ville have sparket ud efter os og sagt, at vi havde deltaget?

- Hvis jeg har 50 løbsdage på et år, og vi har 250 løbsdage i alt - og lad os sige, at bloddoping går til cirka fire cykelløb om året - hvordan fanden skal jeg så kunne vide, om de har bloddopet sig, hvis jeg har siddet og kommenteret cykelløb på Eurosport? Det er altså ikke mig, de ringer til og siger, at de har overført penge til Dr. Fuentes (den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes, red.).

- Jeg så for nylig på TV2, at et spansk fodboldhold havde betalt 300.000 euro fra en anden kasse til Dr. Fuentes. Det lyder mystisk i mine ører. Dagen efter kan jeg så læse i avisen, at Mario Cipollini også har været hos Fuentes. Kan du forstå, at jeg undrer mig? Jeg må trække på smilebåndet over det.

- Enten åbner man alle de blodposer i Operacion Puerto og giver dem alle sammen to års karantæne, eller også lukker man sagen ned. Jeg gider ikke høre mere om det. Så skal man knalde tennisspillere, fodboldspillere, cykelryttere og så videre, og så får de to års karantæne alle sammen. Hele banden. Ellers stopper vi, for det er ved at blive en parodi.

- Jeg tror fuldstændig sikkert på, at Mark Cavendish, André Greipel, Tony Martin og alle de andre vinder rent. Jeg er fuldstændig sikker på, at HTC vandt 70-80 løb om året fuldstændig rent. Vi nåede at fyre tre ryttere undervejs. Den ene rytter tog vi selv, de andre to blev taget for nogle produkter, jeg ikke kender, og de blev fyret i samme sekund, vi vidste det.

- Det ændrer ikke på cykelsporten i dag, hvad folk har lavet for 10 år siden. I kunne skyde mig, og hugge arme og ben af mig, hvis jeg havde lavet noget med Mark Cavendish, da han blev verdensmester. Så kan jeg forstå, at folk bliver chokeret. Og så stiller jeg gerne op til halshugning. Men hvad Lance (Armstrong, red.) og (Tyler, red.) Hamilton har lavet tilbage i ’02 og '03 ... Det er sgu nok kun Jørgen Leth og BTs læsere, der troede, at de kørte rent dengang.

- Tyler Hamilton kørte alene hjem på flad vej med et brækket kraveben (under Tour de France i 2003, red.). To hold jagtede ham fra feltet, men de kunne ikke hente ham. Dengang fik jeg sagt noget i en avis, og jeg blev næsten gjort til landsforædder i dagbladene, fordi I holdt hånden over ham.

- Jeg turde ikke at sige noget. Jeg insinuerede bare lidt, som man nu kunne gøre det dengang. Journalisterne halshuggede mig, og jeg skulle sendes til Sverige og alt muligt. Og nu kommer I 10 år efter med kridtet pen. Det kan jeg ikke rigtigt tage alvorligt.

- Tænk, hvis jeg havde sagt, at Tyler Hamilton var dopet tilbage i 2003. Så var jeg blev slået ihjel. Han havde lært at sige ’godmorgen' på dansk, og han var blevet hele Danmarks darling. Jeg havde mistanke til Hamilton dengang, men jeg holdt den for mig selv. Der var rygter, og det var ofte om ryttere på andre hold end ens eget. Havde jeg sagt noget dengang, havde jeg været en død mand i cykelsporten. Medierne ville have slået mig ihjel.

- Jeg burde spørge medierne: ’Har I fortrudt noget? Når I kigger tilbage, og ser hvad I har skrevet, fortryder I så noget af det?’ Der er nok nogle journalister, der vil læne sig tilbage og sige, at de er stolte af deres arbejde.