Brian Holms belgiske cykelgud efterlyser Matteo Tosatto til at sætte sprintertoget på skinner for sig.
Han har prøvet det meste. Vundet VM, Paris-Roubaix, Flandern Rundt, Tour-etaper og den grønne pointtrøje. Ja, han har sågar været i karantæne efter at have haft næsen for langt nede i kokainens fristelser.
Nu hævder den belgiske cykelgud Tom Boonen, at han er tilbage for fuld styrke. Og parat til at tage kampen op med de sprintere, han sidste år frabad sig at gnubbe skuldre med.
- Jeg tror stadig på det i spurterne og er tilbage på sporet. Vi har et hold med masser af kvaliteter og de rigtige ryttere, erklærer den 31-årige belgier, som fik det meste af sidste sæson spoleret på grund af en knæskade.
Fysisk er Tom Boonen tilbage. Det bekræfter Brian Holm overfor sporten.dk på baggrund af de test, det belgiske baserede QuickStep mandskab har foretaget ved de første træningssamlinger i det nye år.
- Det er kun et spørgsmål om Boonens egen motivation, for fysisk har han stadig et enormt potentiale, fortælle Holm, som udover at være forsidefigur på februarnummeret af herremagasinet Euroman, fredag var til holdpræsentation i Vilvoorde iført sin spritnye Pablo Nero sponsorhabit.
Selv virker Tom Boonen også mere afklaret og motiveret end længe. Indtrykket af et blegt 2011, hvor det kun blev til sejr i en etape af Tour of Qatar og semi-klassikeren Gent-Wevelgem, skal slettes af al kollektiv bevidsthed. Men ifølge Boonen er Team Saxo Banks italienske veteran Matteo Tosatto manden, der kunne gøre en forskel af de helt store.
- Vi mangler en mand som Matteo Tosatto, som med sin erfaring kunne vise de unge på holdet, hvordan man sætter en optimal sprint op. Det kunne også være en Steven De Jongh, da han kørte for holdet. Jeg prøvede at få Bernhard Eisel over til os, men han kom ikke. Det kunne ellers have været perfekt, siger Boonen, som nu må påregne at få både 37-årige Tosatto og den garvede østriger Bernhard "Bernie" Eisel som sine direkte modstandere på henholdsvis Team Saxo Bank og Team Sky, hvor sidstnævnte skal sætte Mark Cavendish i scene.








