Lars Bak jubler over holdets sejr i Tour de France - nu skal de flere etaper på kontoen.
Et sprinterhold er allerede presset fra Tour de France skydes i gang efter prologen. Hvis ikke det lykkes at vinde en etape ret hurtigt er der straks krisestemning. Derfor er det en stor lettelse for Lars Bak og Lotto-Belisol, at Andre Greipel vandt 4. etape fra Abbeville til Rouen.
- Det betyder alt for os, for det er dét, det går ud på. Jeg er fandeme glad. At vinde en etape i Tour de France - så bliver det ikke større, sagde en forpustet Bak, da han var rullet over målstregen.
- Det var egentlig en nem dag, men på de sidste 60 kilometer, bliver det igen stressende. Jeg synes, vi kører godt igen. Mig og Jelle (Vanendert, red) kører som vi skal for at holde holdet fremme, og fra toppen af, holder de deres position på vejen ned, forklarer Bak om afslutningen, hvor sprintertoget fungerede så perfekt, at Greipel kunne spurte sejren hjem.
Med til historien hører, at der godt før finalen skete et stort styrt, hvor den store favorit, Mark Cavendish, røg i asfalten sammen med blandt andre JJ Haedo fra Team Saxo Bank Tinkoff.
Lars Bak arbejdede gennem hele løbet hårdt for holdet, og fortæller, at han har fået en lidt ny rolle i forhold til sidste år, hvor han som regel sad helt i front af feltet.
- Mit nye job er at holde holdet fremme før finalen, og så sidder jeg med Jürgen (van den Broeck, red) hele dagen i feltet, så det er sgu også et hårdt nyt job, jeg har fået. Men vi arbejder fantastisk sammen. Vi sidder rigtigt og vores tog virker, jubler danskerne.
Mark Cavendish og Andre Greipel står nu begge noteret for en spurtsejr i årets Tour, og Lotto-Belisol går efter flere på de næste to etaper, hvor der igen er lagt op til massespurt.
- Det betyder, at vi skal op og arbejde og igen, og så skal vi vinde flere etaper, sagde Bak med et smil.









