Danske Lars Bak kom i mål med en tid, der på daværende tidspunkt gav en 81. plads, og rytteren er godt klar over, at det ikke er enkeltstarten, han mestrer.
Lotto Belisols danske islæt, Lars Bak, imponerede tidligere på året med en overraskende etapesejr i Giro d'Italia. Der var dog ikke nogen stor overraskelse til de danske cykelentusiaster, da danskeren kom i mål efter 6,4 kilometers prolog i belgiske Liège.
- Jeg kørte alt, hvad jeg kunne. Jeg ved ikke engang, hvilken tid jeg får. Det er ikke lige min favoritdisciplin, sådan en kort enkeltstart, men jeg gjorde det, jeg kunne, og nu er vi i gang. Jeg stresser ikke så meget over i dag, siger rytteren til TV 2.
Lars Bak har flere gange vist, at han er mentalt stærk, og den dårlige prolog tager han da heller ikke så tungt.
- Jeg ser allerede frem til i morgen, hvor vi både har Jelle (Vanendert, red.) og Jurgen(Van Den Broeck, red.), der skal holdes fremme. Muligvis kan en af dem køre efter etapesejren, og så tager vi dagen efter med Greipel. Nu er vi i gang, og det er fedt, siger Bak.
Tiden må vise, om Lars Bak selv får muligheden for at køre efter en etapesejr ved årets Tour.









