Engelske Sunday Times vil have deres penge tilbage fra en tabt sag i 2006.
Det er hårde tider for mediebranchen. Men den ansete engelske avis The Sunday Times kan måske hive lidt mønt tilbage i den slunkne kasse, hvis man gør alvor af et søgsmål mod den amerikanske cykellegende Lance Armstrong.
Ifølge en talskvinde fra Sunday Times, er det "en overvejelse at forsøge at få pengene retur fra et tidligere forlig og måske udvide det til et sagsanlæg mod Lance Armstrong om bedrag," hedder det ifølge et telegram fra nyhedsbureauet Reuters.
Lance Armstrong og Sunday Times har tidligere været på kant med hinanden. I 2004 bragte avisen således indtil en artikel skrevet af David Walsh på basis af oplysninger fra bogen "L.A. Confidential".
Armstrong trak Walsh og den ansvarshavende sportredaktør Alan English i retten. Her nåede man frem til et forlig til et anslået værdi af en million dollar, der samtidig skulle følges op af en undskyldning fremsat på tryk i avisen.
Det er de penge, Sunday Times nu søger at vinde tilbage, selv om Armstrongs bagland møder kravet med noget nær ligegyldighed.
Akkurat som det var tilfældet, da rapporten fra det amerikanske anti doping agentur USADA onsdag blev offentliggjort og chokerede en hel idrætsverden, har hovedpersonen selv opgivet at kæmpe videre på den juridiske front. Den nu 41-årige amerikanske cykellegende fastholder fremdeles sin uskyld overfor de ellers vægtfulde vidneudsagn om vidtstrakt brug af doping fra tidligere team-kolleger.
Ifølge Armstrongs advokat Mark Fabiani, vil man derfor heller ikke kommentere på Sunday Times' overvejelser om endnu et retskrav.
Også det amerikanske postvæsen US Postal, der igennem en årrække var hovedsponsor for Lance Armstrongs cykelhold, overvejer angiveligt et større erstatningskrav i omegnen af 43 mio. kr, der er udbetalt i bonus.








