Efter massive dopinganklager og dertilhørende beviser er den eneste udvej for Lance Armstrong at indrømme. Det kan gå ud over andre ryttere, vurderer cykelkommentator
Lance Armstrong skulle angiveligt være tæt på at indrømme det dopingmisbrug, der blandt andet har frataget ham sine syv Tour de France-titler. Det skriver The New York Times, der gennem anonyme kilder mener at vide, at Lance Armstrong overvejer at gå til bekendelse.
Og den beslutning mener cykelkommentator på Eurosport, Thomas Bay, at være den helt rigtige.
- I bund og grund tror jeg, det er det bedste, han kan gøre. Det gør, at han kan komme videre. Man må nok sige, at han har trængt sig selv op i et hjørne og beviserne har været for overvældende denne gang. Der er ikke rigtig nogen vej tilbage og det kommer til at virke lidt patetisk, hvis han ikke indrømmer det, siger Thomas Bay, og nævner også, at fx Bjarne Riis er kommet godt ud på den anden side af en indrømmelse.
Han er dog overrasket over meldingen om, at en indrømmelse er under opsejling på grund af Armstrongs stædighed.
- Hvis der er nogen, der er på grænsen til det helt vanvittigt stædige, så er det Lance Armstrong, men beviserne er nok for overvældende denne gang.
Armstrong forsøger angiveligt at få tilladelse til at stille op i triatlonkonkurrencer, men Thomas Bay mener også, at han har personlige motiver.
- Jeg tror også, det er et spørgsmål om at komme videre som menneske.
Og hvis han i indrømmelsen siger, at han 'gjorde som de andre, han var oppe imod', så tror jeg, særligt amerikanerne vil forstå ham. Særligt hvis det bliver en rigtig amerikansk tårevædet indrømmelse. Under alle omstændigheder vil det være det rigtige at gøre som menneske for at komme videre på det personlige plan.
Skulle Lance Armstrong gå hen og indrømme det dopingmisbrug, der gennem anonyme kilder i form af tidligere holdkammerater har fældet ham, kan det dog få konsekvenser for cykelsporten, hvis Armstrong er hævngærrig nok.
- Måske har han set sig sur på nogen i processen, som han har lyst til at rive med ned. Man kunne godt forestille sig, at han er gået hen og blevet godt og grundigt bitter på folks kommentarer og ageren i forbindelse med, at han er blevet afsløret. Så kan det godt være, der bliver sparket tilbage, hvis der kommer en indrømmelse, og at han gør det lige så meget for at sige, at 'de andre var lige så meget med. Jeg gjorde det ikke alene', vurderer Thomas Bay.









