Konkurrenter har rottet sig sammen mod de stærke danskere.
De var udråbt til favoritter allerede inden starten på det 48. Københavnske 6-dagesløb. Men også efter startskuddet er gået, har Alex Rasmussen og Michael Mørkøv vist sig som det måske stærkeste par på de skrå brædder.
Ganske vist betød fredagens langt jagt, at det rent danske par nummer syv måtte køre i pit på en samlet tredjeplads, distanceret med en omgang af schweizerne Bruno Risi og Franco Marvulli.
Alligevel erkender den ene halvdel af ”Alpe-ekspressen”, at den danske duo bliver meget svær at have med at gøre de kommende dage. Faktisk er de regerende danske verdensmestre3 i parløb, der netop har vundet 6-dagesløbet i Berlin, så velkørende at det kræver kollektive kræfter at få dem ned med nakken.
- Der er andre par, der virkelig er stærke. Verdensmestrene er meget, meget stærke, og det bliver svært at slå dem alene. Jeg tror kun, vi har en chance, hvis topparrene arbejder sammen. De er det stærkeste par på banen, og det viste de mere end en gang, mener Marvulli.
At de andre toppar på banen i Ballerup har rottet sig sammen mod den danske supermagt er ikke en kendsgerning, som er gået hen over hjelmen på Michael Mørkøv.
- De andre par kører jo på os. De sidder tit sammen i feltet og kører af sted sammen og lukrerer på, at det er os, der er hjemmebanefavoritter. Derfor må vi ud at tage nogle omgange alene, og det er selvfølgelig noget hårdere for os end for dem, erkender Michael Mørkøv.
Lørdagens start på 6-dagesløbet blev ellers udsat for en flere timer lang forsinkelse, da der opstod net hul i banen i forbindelse med flytningen af noget teknisk udstyr.
Ifølge løbsdirektør Henrik Elmgreen kommer hjulene dog til at rulle igen seneste til lørdag aftens program.
6-dagesløbet i Ballerup slutter på tirsdag. 2009 udgaven blev iøvrigt vundet af Mørkøv/Rasmussen, som til daglig kører for Team Saxo Bank.








