Chris Anker Sørensen (Team Saxo Bank Tinkoff Bank)
Danskeren har frie tøjler i Alberto Contadors fravær, og derfor vil han forsøge sig i kampen om den prikkede bjergtrøje. Hans forår har dog været præget af skader og sygdom, så derfor er det tvivlsomt, om han kan ramme det niveau, der kræves for at vinde bjergkonkurrencen.
Fränk Schleck (Radioshack)
Det kan meget vel være i bjergkonkurrencen, at Fränk Schleck finder argumentet for sin tilstedeværelse i det franske. Her – men også kun her – kan han så også blive ret giftig, hvis han kan finde motivationen. Viste god form i Tour de Suisse, og burde måske af den grund være blandt udfordrerne i den samlede stilling, men hans sportsdirektør Kim Andersen har slået fast, at man slet, slet ikke skal se store Schleck som en outsider til titlen.
Pierre Rolland (Europcar)
Franskmændene ville elske at se ham på podiet hver dag for at få trøjen, og han ville elske at stå der. Stor sejr på Alpe d’Huez sidste år demonstrerede potentialet i bjergene. Det indbyrdes styrkeforhold mellem ham og kaptajnen Thomas Voeckler kommer til at afgøre, om Rolland får chancen for at gå helhjertet efter prikkerne.
Bauke Mollema (Rabobank)
Hvis Gesink ikke viser sig at have niveauet til klassementet og Mollema får fripas, så kunne bjergtrøjen fint været et mål for den 25-årige hollænnder. Han har i år vist masser af potentiale som klatrer, og han blev treer i Baskerlandet Rundt.
Samuel Sanchez (Euskaltel)
Når man dukker op til et Tour de France som forsvarende vinder af bjergtrøjen, så er man naturligvis også i spil til at gentage den bedrift. Målet er dog givetvis en podieplads i den samlede stilling, og han er dog med garanti klar til at droppe prikkerne for at jagte den mulighed.








