Mikkel Kessler synes, at hans mor bliver udstillet som en drukkenbolt i 'Familien på Bryggen'. Det er TV3 helt uenig i.
Efternavnet 'Kessler' bliver ikke længere kun forbundet med bokseren Mikkel Kessler. Siden TV3-programmet 'Familien på Bryggen" kørte på skærmen er også søsteren Linse og moderen Ann blevet kendte ansigter.
Reality-programmet går tæt på familien Kessler med fokus på specielt Linse og Ann. Her ser man blandt andet Ann på bodegaen 'Haraldsborg' på Islands Brygge.
Første sæson af programmet er slut, og Mikkel Kessler fortæller i dag til sporten.dk, at han er ked af, at hans mor er blevet fremstillet som en drukkenbolt. Læs hans mening om programmet her.
Den opfattelse deles ikke på TV3.
- Det er jeg overhovedet ikke enig i. Som det er med alle vores programmer, så fremstiller vi folk med respekt og kærlighed, siger programdirektør Morten Mogensen til sporten.dk.
Mikkel Kessler fortæller også, at han slet ikke ville være med i programmet oprindeligt, og at han ikke skal være med længere. Men Kessler havde på forhånd givet tilladelse til, at han skulle være med, fortæller programdirektøren.
- Det er et produktionsselskab, som har lavet programmet, og hvad der indgår af aftaler, kan jeg ikke kommentere på. Men mig bekendt har Mikkel været villig til at medvirke, siger Mogensen, som gerne vil have bokseren med i en ny sæson.
- Vi er i gang med at kigge på, om vi skal lave en sæson yderligere. Og vi vil da gerne have Mikkel Kessler med, hvis han har lyst, siger han.








