Bokse-bamsens træner og ven frygter et pinligt comeback. Brian Nielsen ligner en gammel sørøver.
Sandsækkene, handskerne og pletpuderne bliver tæsket igennem. Det er ikke til at se, at Brian Nielsen har været væk fra boksningen i mange år, når han slår igennem. Dog kun lige indtil blikket vendes nedad mod Brians bentøj.
Han ligner lidt en sørøver, der halter rundt på sit træben. Derfor virker det en anelse frygtindgydende, at denne mand skal i ringen mod Evander Hollyfield.
- Det hæmmer ham. Problemet er, at han har et stift højreben. De har været inde og operere, og måske tænker han for meget over det. Knæet skulle gerne blive langt bedre, end det er nu, fortæller Brian Nielsens træner og ven gennem mange år Poul Duvill.
Slagkraften er ikke væk, og det vil ikke være morsomt for Evander Holyfield at træde ind i et højresving fra boksebamsen. Men amerikaneren er en balletdanser, som Brian Nielsen siger, og det er ikke sød musik for en bokser, der har svært ved at bevæge sig hurtigt. Det er Poul Duvills største frygt, at Brian Nielsen bliver gjort til grin oppe i ringen. Tæskene er ligegyldige, det handler om ære. Derfor vil boksetræneren nu have klar besked om knæet fra eksperterne.
- Rent træningsmæssigt må man sige, at han har gjort et stykke arbejde hjemmefra. Han har overrasket alle. Han går 10 omgange til træning i et godt tempo. Hele problematikken omkring det her handler om, hvorvidt han kan få sit højreben til at fungere. Der har han haft en masse problemer. De kloge hoveder må være med til at hjælpe mig. Med det mener jeg, at vi skal have nogle redskaber, der kan hjælpe ham i endnu bedre form uden at beskadige knæet yderligere, siger Poul Duvill.
Kravet om at Brian Nielsen skal blive mere mobil, holder Poul Duvill fast i. Ellers går det bare ikke.
- Brian elsker det her med at sætte sig op til en kamp, hvor han er underdog. Han vil fandme ind at vise, hvad han kan. Det tror jeg også, han gør. Der er bare det lille men, at vi skal have det højreben med.
Men bokse-bamsen har ikke tænkt at opgive drømmen, selv om træneren har sine betænkeligheder.
- Jeg har savnet det her helt vildt. Jeg elsker det her. Det har været hele mit liv, forklarer Brian Nielsen, der også har selvtilliden i orden.
- Jeg vil helt ærligt påstå, at jeg er stærkere i dag, end da jeg sidst boksede, fordi jeg har vægttrænet i fire-fem år.
Men som knæet har det lige nu, vil du så kunne bokse?
- Ja, det tror jeg godt, jeg kan Nej, det er jo forkert at sige, for det er ikke godt nok. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at knæet nok skal blive bedre.








