Professionel boksning er i krise, og i særdeleshed i USA lider sporten. Amerikanerne er nærmest ikke-eksisterende i sværvægtsklassen, hvor der historisk set har været de klart største penge at hente ved salg af pay-per-view-kampe. Og tidernes bedst sælgende objekt, megastjernen Oscar de la Hoya, har trukket stikket til sin aktive karriere, som i økonomisk forstand talte alle de seks bedstsælgende ikke-sværvægtskampe.
Den amerikanske gulddreng genererede på den måde pay-per-view-indtægter for svimlende 612 mio. dollar i karrieren og overgik dermed landsmændene Mike Tyson (545 mio. dollar) og Evander Holyfield (543 mio. dollar).
Nu er der imidlertid langt mellem de amerikanske arvtagere, og derfor domineres listen over tidens største boksestjerner af en god portion folk, der ikke er langt fra pensionsalderen.
Sporten.dk giver her sit bud på nutidens største boksestjerner – bedømt både ud fra evnerne i ringen og gennemslagskraft på den globale scene.
10. Mikkel Kessler, 30 år, Danmark
Supermellemvægt
Rekordliste: 43 kampe, 42 sejre (32 på knockout), et nederlag
Titler: WBA
Vi lægger fra land med at tage de ekstraordinært farvede briller på og give den danske verdensmester plads i dette eksklusive selskab.
Det gør vi velvidende, at han aktuelt ikke tilhører boksesportens største stjerner. Men til gengæld belønner vi ham for at have både potentiale, bagland og muligheder for at blive fuldgyldigt medlem.
Det kræver dog en samlet sejr i Super Six-turneringen for at slå navnet Kessler fast på verdensscenen, og den opgave kan meget vel blive sværere end som så.
9. Chad Dawson, 27 år, USA
Let sværvægt
Rekordliste: 30 kampe, 29 sejre (17 på knockout), en no contest
Titler: WBC Interim, IBO
En mand, bokseverdenen formentlig kommer til at høre meget mere til, og i modsætning til mange af sine kolleger på listen har han tiden foran sig. Hårdtslående og teknisk god, men lider i det store billede voldsomt under, at han ikke har nævneværdig modstand i sin vægtklasse.
Tag blot hans seneste fire kampe, som har været to sejre over Glen Johnson og to sejre over Antonio Tarver. Ligner en mand, som med tiden vil kigge opad efter en ny vægtklasse.
8. Juan Manuel Marquez, 36 år, Mexico
Letvægt
Rekordliste: 56 kampe, 50 sejre (37 på knockout), fem nederlag og en uafgjort
Titler: WBA, WBO
Boksning er kæmpestort blandt latinoerne, og blandt deres foretrukne har man i mange år kunne finde Juan Manuel Marquez. En gudbenådet fighter, der i en lang karriere har givet og taget i kampe mod fagets største.
Tabte i september på point til comebackkongen Floyd Mayweather Jr, og har i to møder med Manny Pacquiao et knebent nederlag og en uafgjort. Blandt offerliste tæller også så fine navne som Marco Antonio Barrera, Juan Diaz og Derrick Gainer.
7. David Haye, 29 år, England
Sværvægt
Rekordliste: 24 kampe, 23 sejre (21 på knockout), et nederlag
Titler: WBA
Den nykårede sværvægtsmester hopper direkte ind i det fine selskab, fordi han udgør en efterspurgt krydsning: Han er brite (læs: ikke-østeuropæer), sværvægter, hårdtslående, teknisk formidabel og lægger ikke bånd på sit mundtøj.
Og så er han en af listens få medlemmer, som ikke med stormskridt nærmer sig sidste salgsdato, men meget vel kan tegne boksesportens fremtid.
6. Miguel Cotto, 29 år, Puerto Rico
Weltervægt
Rekordliste: 35 kampe, 34 sejre (27 på knockout), et nederlag
Titler: WBO
En anden populær latino er Cotto, som har slået sit navn fast via sejre over amerikanerne Zab Judah og Shane Mosley.
Og nu står puertoricaneren foran sin karrieres helt store chance.
I weekenden møder han i MGM Grand i Las Vegas ingen ringere end Manny Pacquiao, og en sejr her vil give genlyd i boksebranchen.
5. Wladimir Klitschko, 33 år, Ukraine
Sværvægt
Rekordliste: 56 kampe, 53 sejre (47 på knockout), tre nederlag
Titler: IBF, WBO
Den yngste af de to Klitschko-brødre virker øjeblikkeligt som det stærkeste kort i sværvægt, og det giver automatisk adgang til denne liste. Men vi kommer heller ikke udenom den fem år ældre Witalij Klitschko (40 kampe, 38 sejre, heraf 37 på knockout).
Er begge kendte navne overalt i verden, uden at de overhovedet kommer i nærheden af at sælge billetter som tidernes bedste amerikanske sværvægtere, og brødrene har afvist at møde hinanden, så det hele bliver lidt uforløst i en smal elite blandt de tungeste drenge.
Hayes titel åbner dog op for en storkamp mellem Vitalij Klitschko og briten.
4. Bernard Hopkins, 44 år, USA
Let sværvægt
Rekordliste: 56 kampe, 49 sejre (32 på knockout), fem nederlag og en uafgjort
Titler: Ingen
Boksesportens overordnede krise bliver ganske godt indrammet af, at superveteranen Hopkins stadig tilhører sportens største stjerner, og at man i USA stadig taler om muligheden for en ny kamp mod Roy Jones Jr.
Han er stadig imponerende god af en 44-årig at være, ingen tvivl om det, men hans popularitet skyldes stort set kun tidligere tiders meritter og mesterstykker, selv om hans seneste kamp var en sejr over hypede Kelly Pavlik.
Både Jones Jr. og Hopkins har dog kunne se på pay-per-view-tallene, at de er uddøende varer på boksehylderne.
3. Shane Mosley, 38 år, USA
Weltervægt
Rekordliste: 52 kampe, 46 sejre (39 på knockout), fem nederlag
Titler: WBA
Det er lidt med Shane Mosley som med Hopkins og Roy Jones Jr.; deres amerikanske arvtagere mangler, så Sugar Shane er stadig hot stuff.
Sportsligt set blev han slået af Miguel Cotto, men har det rigtige pas, og så er der fin plads blandt sportens mest populære, ikke mindst via sejren i 2003 over folkeejet og pengemaskinen Oscar de la Hoya.
2. Floyd Mayweather Jr., 32 år, USA
Weltervægt
Rekordliste: 40 kampe, 40 sejre (25 på knockout)
Titler: Ingen
Trashtalkeren fra Michigan har det med at dele vandene på grund af sine mange kontroversielle udtalelser. Men man kan ikke tage fra ham, at han er en fantastisk bokser med en fuldstændig pletfri rekordliste. Havde sin andel i historiens bedst sælgende kamp til dato, mega-slaget mod Oscar de la Hoya i 2007, som solgte sindssyge 2,2 mio. pay per view-billetter og sikrede indtægter til kampen for 120 mio. dollar.
Men uden de la Hoyas deltagelse var det næppe gået sådan. Nu er Mayweather tilbage i ringen igen efter afbrudt selvpension, og mange boksefans håber, det udløser en kamp mod Manny Pacquiao.
1. Manny Pacquiao, 30 år, Filippinerne
Let weltervægt
Rekordliste: 54 kampe, 49 sejre (37 på knockout), tre nederlag og to uafgjorte
Titler: IBO
”Pacman” med det borgerlige navn Emmanuel Dapidran Pacquiao er tidens varmeste kombination. Folkehelt i sit hjemland, stor i USA og topper alle de seriøse boksesites pund-for-pund-lister.
Er et uhyggeligt kuglelyn i en boksering, og med den imponerende speed følger stor slagkraft, til trods for at han adskillige gange er sprunget op i nye vægtklasser. I sin seneste kamp stoppede han brutalt Ricky Hatton og kan som en af få udlændinge sælge billetter i USA.
































FCK
OB
EFB
SIF
AaB
BIF
AGF
SØN
FCN
FCM
RFC
HBK













