Nekrolog: Joe Frazier, der udkæmpede nogle af boksehistoriens mest drabelige kampe mod Muhammad Ali, blev 67 år.
Der er boksekampe, som viser, hvordan nævernes tale kan ophøjes til selvforsvarets noble kunst.
Så er der de blodige, brutale, udmarvende og ødelæggende ring-dueller. Der, hvor der bliver kæmpet til randen af dødsriget. Helt derude, hvor hverken sejrherre eller taber tager andet med sig end en fysik og en mentaltilstand, der for altid vil bære kampens nådesløse hårdhed som et af livets banesår.
Joe Frazier var målt i formel kunnen ikke en af boksehistoriens ypperste, men han havde viljen til at stræbe højt og række ud efter stjernerne.
OL guld i 1964 mere end antydede, at det kunne blive til en karriere i bar overkrop og som professionel. Fordi Frazier havde næver så dræbende som projektiler og modet til at gå fremad uanset prisen.
Ikke mange af de millioner tv-seere, som i 1970erne så den lille, sammenbidt kæmpende mand træde ind i ringens kvadratur, vil nogensinde have rystet synet af hans kolossale overlevelsesinstinkt og rå viljestyrke af sig.
SE BILLEDERNE FRA FRAZIERS KARRIERE
Joe Frazier sad til det sidste stadig med de legendariske kampe mod überrivalen Muhammad Ali som sit eksistentielle bagtapet. Og selv om "Smokin" Joe Frazier vandt den første af tre kampe i 1971 og tabte de to følgende i 1974 og året efter, vil han trods sin status som sværvægtstronens konge igennem en årrække, altid stå i skyggen af de langt mere elegante og retorisk fuldkomne Ali.
Hvor Ali repræsentede det moderne, sorte Amerika med brændende frihedstrang, tryk på borgerrettigheder og Black Power i både bogstavelig og overført betydning, var Joe Frazier i sammenligning som et brændt barn fra slaveriets USA.
Det var da også Alis næsten fire år lange suspendering på grund af hans vægren sig mod at deltage i Vietnam-krigen, der banede vej for Fraziers vej til sværvægtstronen. Der var ganske enkelt en formidabel modstander mindre i rækken af gyldne navne i boksesportens guldalder. Det var for så vidt både Fraziers held og forbandelse.
Frazier voksede op i South Carolina som barn af bomuldsplukkere. Og han fandt sin vej ud af det hårde markarbejde under den brændende sol ved at søge mod så nådesløs en metier som boksesporten.
Med en stil, der bedst kunne beskrives som et uskønt, men også ustoppeligt fremadrullende tærskeværk, formåede Frazier at vinde sine kampe. Mest skelsættende står kampe mod Ali i Madison Square Garden for 40 år siden, fordi de mere end noget andet viste en Frazier kæmpe imod alle odds og en bokser, som både fysisk, teknisk og intellektuelt var ham lattervækkende overlegen.
Den slags lod en tætbygget slagmaskine som Frazier sig ikke bremse af.
Slagmaskinen fra South Carolina var kommet til opgøret mod Ali med med 26 sejre, de 23 på KO - og ingen nederlag i tiden som professionel. Han havde en galvaniseret tro på, at så længe han kunne holde sig på benene og holde armene i sving, skulle næverne nok klare resten før eller siden.
Det skete også i det første af tre opgør mellem de to. '
Fraziers karakteristiske stil, med tunge venstrehooks mod kroppen, fik langsomt stækket Alis flaksende og flamboyante stil.
I sidste runde lykkedes det sågar Frazier at sende Ali i gulvet med et lammende stød til kæben. Det var synligt for enhver, at slaget havde en knusende effekt. Og Frazier kunne trække sig ud af en af århundredets mest hypede og mediebevågede kampe som vinder.
Angiveligt kostede den drabelige gladiatorduel begge boksere flere ugers hospitalsindlæggelse. Og det var ikke sidste gang, de to kom til at slås langt ud over smertegrænsen.
Det første revancheopgør i 1974 står i dag mest som en boksehistorisk parantes, selv om det også var en kamp, hvor Ali måtte bruge et arsenal af ufine trick for at holde Fraziers frembusende stil stangen.
Men det skulle blive værre og vildere endnu.
I 1975 satte promotor Don King revancheopgøret The Thrilla in Manila op mellem de to.
Igen blev det en kamp mellem både stilarter og stamina. Mellem Fraziers utæmmede vildskab og viljestyrke overfor Alis nærmest hovne elegance og bredspektrede slagrepertoire. Et opgør, der bølgede ubarmhjertigt frem og tilbage. Og hvor det gav åbenlys mening at tale om en kamp mellem liv og død.
Fraziers hjørne klippede barmhjertigt handskerne op på manden selv efter 14. omgang, da træner Ed Futch anså det aldeles uforsvarligt at fortsætte.
I det andet hjørne sad en modstander, der øjensynligt også lænede sig langt ud over den mentale afgrund. Men det var Frazier, som var mest ilde tilredt og tættest på kollaps. Selv om Muhammad Alis rekapitulation af kampen for så vidt sagde det meste.
- Det er det tætteste, jeg har været på at dø, sagde Ali efterfølgende.
For Frazier blev nederlaget i Manila begyndelsen til enden. Han boksede mod George Foreman og tabte. Han lavede et ynkeligt comeback i 1981. Og det var så nogenlunde det.
I sit otium sandede Joe Fraziers liv langsomt til i en gammel og slagen krigers skæbnetunge bitterhed. Han følte ikke, at han som champ havde fået den plads i historien, hans kampe berettigede til. Han var og blev den lille også målt i de historiske alen med en mand som Muhammad Ali som monumentalt modstykke.
Joe Frazier forsøgte sig med at lancere en lettere grinagtig musikkarriere, han prøvede helhjertet at hjælpe sønnen Marvin til tops i boksning uden held. Inden han fandt en vej som træner i mere ydmyge omgivelser.
Joe Frazier døde af leverkræft og sov stille ind efter få dages indlæggelse på et hospice i Philadelphia.
Få et gensyn med den legendariske "Match of the century" i klippet herunder. 13 minutter med historisk boksning.
