•   Foto: Andreas Beck  Foto: Andreas Beck

Rudy M.: Mit bagland var et stort rod

 

 

 

Print | Send | Del

 

Links

Læs også

Rudy Markussen fortæller for første gang baggrunden for hans karriere-ødelæggende nederlag mod Brian Magee i februar i år.

- Rejs dig op, Rudy!

Sådan sad mange formentlig og skreg foran tv-skærmen, da Rudy Markussen resignerende satte sig på kanvassen i Brøndby Hallen. Og på overfladen lignede Rudy Markussens nederlag til Brian Magee ærlig talt også en decideret fuser. Men bag facaden herskede kaos omkring og inde i bokserens hoved før karrierens vigtigste kamp.

- Men jeg håber, at vi kan skrive det her, så det ikke bliver én stor undskyldning, siger Rudy Markussen.

Præmissen for interviewet er, at han vil forklare, hvorfor han ikke rejste sig efter et velplaceret, men langt fra dræbende leverstød i femte omgang i VM-titelkampen mod Brian Magee 18. februar i år.

For det, der her følger, er ikke en undskyldning eller et forsøg på at sende ansvaret for fiaskoen videre til Team Sauerland eller andre af de personer, som omgik Rudy Markussen og dennes forberedelser op til nederlaget mod Brian Magee.

- Jeg har den holdning til livet, at 90 procent af ens problemer er ens egen skyld. Så jeg sidder ikke her og siger de her ting, fordi jeg vil komme med en undskyldning for, at jeg tabte til Magee. Jeg var bare ikke klar den aften, understreger han.

For det var ikke en afklaret og fokuseret Rudy Markussen, som trådte op i bokseringen til sit livs kamp i Brøndby.

Det var en bokser, der ifølge sig selv var udkørt psykisk og fysisk.

Allerede et par måneder før nederlaget til Brian Magee begyndte Rudy Markussens nedtur for alvor, da hans far faldt om med hjertestop.

- Jeg bruger lang tid på hospitalet, hvor min far falder om tre gange med hjertestop. Nogle gange ligger han bare som en grøntsag, hvor jeg tænker, at han aldrig bliver sig selv igen. Min søster og jeg bliver kaldt ind på stuen. Hun græder, for det er ikke nemt at se sin far ligge der med slanger over det hele. Jeg fældede ikke en tåre på hospitalet. Jeg skulle jo være stærk, begynder han.

Det er netop den glatte facade, der bliver problemet. For selv om faderen overlever, bliver oplevelsen ikke bearbejdet. Den ligger i stedet latent og niver i Rudy Markussens følelsesregister.

- Du får en reaktion i kroppen efter sådan en oplevelse. Men lige pludselig skal jeg så bokse en VM-kamp. Jeg når ikke at tale med andre og bearbejde tingene. Jeg skal bare fokusere. Så da jeg får Magee-kampen, er jeg slet ikke mentalt klar, siger han.

Overskud eller ej. I professionel boksning opstår chancen for en VM-kamp måske kun én gang. Og med godt og vel en måneds varsel har Team Sauerland forhandlet en aftale i stand med Brian Magee, der endda tilbyder Rudy Markussen en kamp om WBAs VM-titel i supermellemvægt på hjemmebane.

Et nej tak her er værre end et nederlag. Så Rudy Markussen takker ja.

Han bliver straks sendt på træningslejr i en afsides krog af det østlige Berlin. Men beslutningen om at tage til Tyskland viser sig hurtigt at være helt gal. For det, der møder Rudy Markussen, er alt andet end et tilrettelagt forløb, der skal hjælpe ham til at blive verdensmester.

Han installeres i et primitivt hotelværelse uden basale ting som et ordenligt tv eller internet. Morgenbuffeten består af hvidt brød med nutella. Der er end ikke varmt vand til at lave en kop kaffe af.Træningen foregår i en gymnastiksal under den ellers rutinerede træner Karsten Röwer.

Problemer er bare, at der ikke ligger en decideret plan for Rudy Markussen. Han bliver bare smidt ind midt i et træningsforløb blandt unge og urutinerede boksere.

- Det var sgu ikke optimalt. Der var ikke rigtig nogen plan for mig. Jeg blev bare sat til at spare med én eller anden bokser, som alligevel var der. Man havde måske haft en fornemmelse af, at det ville styrke mig at komme derned og være væk fra det hele derhjemme.

- Jeg havde nok mere brug for at have folk omkring mig til at støtte og bakke mig op. For jeg er følsom på det område. Og der burde jeg hurtigere have sagt, at det her gider jeg ikke, konkluderer Rudy Markussen.

Udefra set virker det besynderligt, at Team Sauerlands måske kommende verdensmester tilbydes den forberedelse.

- Sauerlands interesse var at få mig i den bedst mulige form. De har fostret mange dygtige boksere. Og derfor har de selvfølgelig tænkt, at det også var det bedste for mig. Så de har uden tvivl været med til at sende mig til Tyskland i en god tro. At det så ikke lige passede til mig, jamen det burde min manager og jeg have vidst. Men jeg vil ikke sidde og give andre skylden, siger han. 

Efter en uge beslutter Rudy Markussen at tage tilbage til Danmark. Med to uger til kampen mod Brian Magee samler han sit eget hold.

Men han er ifølge sig selv plaget af problemer med sin nakke og en flækket næse efter sparingen i det tyske.

- Jeg måtte også skifte fitness center på grund af kontroverser en uge før kampen. Så mit bagland var et stort rod før kampen.

Det hektiske forløb op til kampen har sat sine spor i den danske bokser. Han kæmper med vægten og må tre dage i træk svede i en sauna for at klare vægtkravet.

- Jeg føler mig slet ikke klar til at bokse. Men stadig er det ikke en undskyldning for, at jeg ikke greb chancen. Min hjerne er der simpelthen ikke. Og jeg tror, det er derfor, jeg ikke rejser mig i ringen. Det er ikke på grund af slaget, fastslår Rudy Markussen.

Nederlaget til Brian Magee får ham til at bryde sammen.

- Personligt sker der det efter kampen, at jeg nok er mere nedtrykt, end jeg udadtil giver udtryk for. Jeg holder facaden og siger, at det ikke gjorde så meget, at jeg tabte. Men sådan er det jo ikke. Jeg er synderknust. Jeg sad bare og stirrede ud af mit køkkenvindue. Og så kom det hele bare væltende. Min far, træningen, kampen, parforholdet. Det kom som en lavine, mens jeg også skulle prøve at være en god far for min søn. Jeg lukkede mig inde og svigtede en masse mennesker i de måneder.

For at komme ud af sin krise søger Rudy Markussen hjælp. Først hos sin læge der vil give ham lykkepiller. Det nægter han dog. I stedet taler han ud ved en psykolog. Ligesom han og kæresten går fra hinanden, og at han med egne ord har skilt flere får fra i sin vennekreds. Det hjælper. Og henover sommeren genfinder han både sig selv og lysten til at bokse.

I morgen er Rudy Markussen tilbage i ringen mod ungareren Daniel Regi i letsværvægt. Han vil ikke tale om VM-titler. Ikke lige nu.

 
 
 

Seneste nyt

Nyhedsoversigt
 

Mest læste på sporten.dk lige nu

   FAN-LIGAEN
AaB

AGF

AC Horsens

Brøndby

Esbjerg fB

FC København

FC Nordsjælland

FC Midtjylland

OB

Randers FC

Silkeborg

SønderjyskE

 
 
BTshop
Rejser
Cykelrejse

Cykelrejse med Dennis Ritter

Vær med når vi til efteråret cykler Catalonien rundt - i alt 592 km - i Dennis Ritters gode selskab. V i bor på det 4* Spa Hotel Estival Park og har de fleste måltider inkluderet.

Kr. 6.995

Sport
Warrior Dash

Warrior Dash rammer Danmark

Mudder, ild og hårde forhindringer: Warrior Dash er et heftigt 5km forhindringsløb for både mænd og kvinder, hvordeltagerne skal igennem 15 hårde forhindringer. Prisen er inkl. en t-shirt, en medalje, én gratis øl eller sodavand og live musik

Kr. 395

Rejser
Golfrejse

Golfrejsen til Spanien

Nu har du chancen for en unik golfrejse til Spanien. Lige syd for Barcelona ligger Lumine Golf med 2x18 huller i enten fladt eller kuperet terræn. Derudover er fri spa og wellness samt fitness og træning m/instruktør på mange forskellige gym. hold. Spar kr. 1.000.

Kr. 4.995

Event
Hårdtslående opgør: Kessler vs. Froch i CinemaxX

Hårdtslående opgør: Kessler vs. Froch i CinemaxX

Oplev årets største boksekamp direkte fra O2 i London på Danmarks to største biograflærreder. Alle der køber billet til Kessler-kampen kan se Champions League-finalen gratis kl. 20.45 inden boksekampen. Prisen er desuden inkl. en kold Carlsberg. Du sparer minimum 100 kr.

Kr. 245