Mogens Palle og Kalle Sauerland i hård verbal infight om Kesslers kamp mod Brian Magee.
Da Team Sauerland mandag bekræftede, at Mikkel Kessler i starten af december går i ringen mod ’danskerdræberen’ Brian Magee, bredte smilene sig utvivlsomt på bokse-entusiasters læber landet over. Men ikke hos Mogens Palle. Han var rasende.
For alt imens Team Sauerland og Kessler-fans glædede sig over den længe ventede offentliggørelse af Kesslers kommende WBA-titlelkamp, sad hans tidligere promotor hjemme i stuen og så kampen glide sig af hænde. Mogens Palle, der også arrangerede nordirerens kampe mod Mads Larsen og Rudy Markussen, har nemlig option på at arrangere endnu en Brian Magee-kamp i Skandinavien.
Derfor sendte han et bud til Team Sauerland om at promote kampen, men fik aldrig så meget som en sms tilbage.
Det er jo dybt uprofessionelt. Jeg sender et tilbud til Chris Meyer fra Team Sauerland, hvor jeg tilbyder Mikkel Kessler en million dollar (5,7 millioner kroner, red.) for at møde Brian Magee plus 50.000 dollar (285.000 kr., red.) i træningsudgifter. Det bud får jeg aldrig svar på. De kunne jo bare have skrevet ’tak for tilbuddet’, men det kan de ikke en gang, siger Mogens Palle til sporten.dk
Han er sikker på, at det manglende svar bunder i, at Sauerland-familien har et personligt udestående med ham.
- Det er jo et par overklasseløg (Kalle og Nisse Sauerland, red.), som aldrig har udrettet noget i deres liv, der har overtaget foretagendet efter deres far. Jeg har haft et dårligt forhold til Wilfried Sauerland i mange år, og det er jo derfor, at de ikke en gang vil så meget som lytte til mit bud. Det er dybt uprofessionelt, siger Mogens Palle.
I Sauerland-lejren har man kun hovedrysten til overs for Mogens Palle. For selvom man anerkender, at Mikkel Kesslers forhenværende promotor har afsendt et bud, anser man det for ’ren propaganda’.
- Hvis man giver et tilbud til en partner gennem 15-20 år, så gør man det ikke på skrift, man ringer. Det er den første pointe. For det andet, så er hans million dollar ikke i nærheden af at være nok til at få Mikkel Kessler i ringen. For det tredje, så arrangerer vi altid vores egne kampe - uanset hvilke bud, vi får. Men når alt det er sagt, så kan jeg sige, at den største årsag til at vi ikke svarede på buddet, det var, at Mogens også havde vedhæftet det i en mail til en journalist. Da vi så det, troede vi, at der var tale om propaganda, og det er jeg faktisk også stadig sikker på, at det var, siger Kalle Sauerland til sporten.dk
Heller ikke beskyldningerne om et personligt udestående giver den ældste af Sauerland-brødrene meget for. Han kalder det ’typisk Mogens Palle’, før han endnu en gang går løs på den aldrende promotor:
- Jeg kan også se, at Mogens i dag har sagt, at vi i Team Sauerland taler ’tågesnak’. Sådan er der jo så meget med Mogens. Personligt har jeg intet imod manden. Det eneste indtryk jeg har af ham, det er ud fra den måde, som han behandlede Mikkel Kessler på gennem mange år. Det var, skal vi sige, en interessant aftale, han var på dér, siger Kalle Sauerland, der mener, at tanken om at Mogens Palle er ringside ved kampen, vil motivere Kessler til at slå Magee i gulvet.
Dermed er der lagt op til en følelsesbetonet kamp, når Mikkel Kessler skal ’hævne’ Magees danske ofre, forsøge at blive verdensmester for fjerde gang i karrieren - og kæmpe for sit eget og Team Sauerlands endelige opgør med Mogens Palle.






