Bokserens promotor afviser rygter om, at Kessler lægger handskerne på hylden.
Mange steder i boksemiljøet tvivles der på, om Mikkel Kessler vender tilbage til ringen, efter han trak sig fra Super Six-turneringen på grund af en øjenskade, der kræver ni måneders pause.
Danskerens tidligere træner Ricard Olsen tvivler som mange andre meget på, om Mikkel Kessler vender tilbage, men det er der ifølge danskerens bagland ingen grund til.
- Mikkel er en af den slags fyre, der gerne ville bokse hver måned. Jeg er sikker på, han vender tilbage, siger Kalle Sauerland.
Efter sidste uges pressemøde i København rejste Kalle Sauerland med til Monaco, og besøget hjemme hos den danske verdensmester gjorde promotoren helt sikker.
- Mikkel Kessler er for ung til at stoppe og bestemt ikke træt. I Monaco talte vi meget og længe. Vi kigger fremad og er ved at lægge planer for næste år, vi har snakket om mulige kampe og træningslejre, siger Kalle Sauerland.
Aftalen om en kamp mod Super Six-vinderen er kun mundtlig.
- Men vi har Showtimes opbakning. Meget afhænger af, hvad der sker i Super Six, men Jermain Taylor, Arthur Abraham eller en rematch mod Froch er i spil. Men mere end noget andet ønsker Mikkel hævn i en revanchekamp mod Ward. Det ville være det største, siger Sauerland.








