Super Brian gør sig nu klar til en vanvidskamp mod 'The Beast from the East' Nikolay Valuev.
Først var det legenden Evander Holyfield. Men nu har boksebamsen Brian Nielsen udset sig en endnu større modstander til et sensationelt comeback. I hvert fald er den over to meter høje russer Nikolay Valuev nu i kikkerten.
- Ham (Valuev, red.) vil jeg sgu hellere møde, fordi han er stor og langsom. Holyfield han er mindre, hurtigere og en bedre bokser. Han er rigtig stærk, mener jeg, siger Brian Nielsen til TV 2 Sporten.
Sauerland promotor Kalle Sauerland ser gode energier i et møde mellem de to tunge boksere, hvis 45-årige Brian Nielsen skulle komme sig så godt efter en knæoperation, at det bliver forsvarligt at sende ham i ringen.
- Nikolaj Valuev er også en Sauerland-bokser, og han er den største verdensmester i sværvægt nogensinde, så det ville være en spektakulær fight, lyder det fra promotor Kalle Sauerland.
Brian Nielsen har haft problemer med sine knæ, siden han i april 2002 boksede sin seneste kamp og i 2003 insdstillede karrieren. Og selvom danskeren nu hellere vil møde Nikolay Valuev end 47-årige Evander Holyfield, så vil det ikke blive nogen let kamp for danskeren.
36-årige Nikolai Valuev tabte så sent som sidste år WBA-verdensmesterskabet til David Haye. Den store behårede russer har vundet 50 ud af 53 kampe. Heraf de 34 på knock out.
Brian Nielsen føler dog, at det går godt med hans skrøbelige knæ.
- Hvis mine knæ holder bliver der en kamp, Hvis ikke, så bliver der ingen. Lige nu går det rigtig godt. Jeg håber bare, at jeg kan komme i ordentlig form, og så vil jeg gøre det så godt, jeg kan, siger Brian Nielsen.








