Den puertoricanske fjervægter Orlando Cruz er den første topbokser, der er sprunget ud som bøsse.
Så sker det. I den mest macho-agtige sportsgren springer et topnavn ud og erklærer, at han er bøsse.
- Det her er noget jeg har overvejet i årevis. Det er en svær beslutning for mange mennesker, men jeg vil være mig selv. Jeg vil være Orlando Cruz, og jeg vil ikke lade som om.
Med de ord forklarede den puertoricanske fjervægtsbokser Orlando Cruz sin beslutning om offentligt at erklære, at han er mere glad for mænd end kvinder.
- Jeg har altid været og vil altid være en stolt bøsse, sagde den 31-årige fjervægter, der er rangeret som nummer fire på WBOs verdensrangliste og repræsenterede sit land ved OL tilbage i 2000 i Sydney. Han skal i ringen igen den 19. oktober, hvor han forsvarer sin WBO Latino-titel mod mexicaneren Jorge Pazos.
Bokseren forklarer, at han vælger at komme ud af skabet nu for at kunne være et bedre forbillede for ungdommen.
- Jeg vil have, at folk ser på mig som det menneske, at jeg er. Jeg er en professionel sportsmand, som altid gør mit bedste i ringen. Men jeg vil også gerne have, at børn, der bliver mobbet, skal vide, at man kan blive, hvem man vil her i livet - også en professionel bokser. At alt er muligt, og at hvem du end er, og hvem du end elsker, det skal ikke forhindre dig i at opnå noget her i livet, siger Cruz.
Bokseren er den første mandlige topbokser, der nogensinde åbent er fortalt, at han er homoseksuel, mens han stadig er aktiv i ringen. Tilbage i 50erne og 60erne var weltervægteren Emilie Griffith også et stort navn, men han ventede til karrieren var forbi, før han offentligt fortalte, at han var bøsse.
Den åbenhed høster Orlando Cruz mange roser for - både rundt omkring på de sociale platforme på nettet og i forskellige medier.
Den tidligere rugby-stjerne Gareth Williams, der selv sprang ud som bøsse, mens han stadig spillede på topplan, roser Cruz for at være et modigt forbillede:
- Med det mod han har vist er et fremragende forbillede for andre. Det er fantastisk at opleve andre gøre det. Jeg tror, at vi er ved at være der, hvor professionelle sportsfolk ikke længere behøver at være bange, siger waliseren til The Independent.
Andre homoseksuelle sportsfolk:
Justin Fashanu, fodbold
Den eneste engelske fodboldspiller, der indtil nu er kommet ud af skabet. Spillede blandt andet for Norwich, Nottingham og Notts County i tiden fra 1978-97. Han begik selvmord i 1997 efter beskyldninger om et seksuelt overgreb.
Gareth Thomas
Anfører på den walisiske landshold og tidligere indehaver af landsholdsrekorden. Den første rugbyspiller, der kom ud af skabet, da han i 2009 bekendtgjorde, at han er bøsse.
Martina Navratilova
Den tjekkiske tennisdronning erklærede åbent, at hun er lesbisk tilbage i 1981, kort efter, at hun havde fået amerikansk statsborgerskab. Dengang var hun stadig på toppen af sin karriere, og hun har siden været fortaler for homoseksuelles rettigheder.
Emilie Griffith
Den amerikanske bokser, der i dag er 74 år, blev i 1962 kaldt 'maricon' (nedsættende spansk ord for bøsse, red.) af sin cubanske modstander, Benny Paret. Griffith knockoutede Paret, så han aldrig kom til bevidsthed igen, en handling, som amerikaneren fortrød: - Jeg slår en mand ihjel, og de fleste tilgiver mig. Men at jeg elsker en anden mand, det siger mange, er utilgiveligt, og at det gør mig til et ondt menneske.






