Kodeord, telefonnumre, email-adresser og fødselsdatoer på brugere. Det er nogle af de oplysninger, som er blevet stjålet fra det store spille- og pokerfirma, Bet24, skriver DR Nyheder.
Ifølge IT-sikkerheds-ekspert, Jan Kaastrup fra firmaet CSIS, er det et alvorligt tyveri.
- Hvis man har en kobling af en emailadresse og et kodeord, så kan man for eksempel få adgang til en iTunes-konto, som jo har konto-oplysninger liggende om dig. Man kan også få adgang til emails og måske til netbank, siger Jan Kaastrup til DR Nyheder.
Bet24 er endnu ikke klar over, hvordan tyveriet har fundet sted, men firmaet samarbejder lige nu med politiet.
Kunder, hvis oplysninger kan være stjålet, har fået besked via mail, oplyser selskabets talsmand, Jacob Waern. Han siger, at Bet24 troede, at sikkerheden var god nok.
- Det troede vi, den var. Siden da har vi gjort forbedringer for at sikre, at det ikke sker igen, siger Jacob Waern, talsmand for Bet24.
Flere kunder har allerede mistet penge fra deres konto hos Bet24, men selskabet har erstattet tabet, forsikrer Jacob Waern. Han har ikke hørt om Bet24-kunder, der har fået bestjålet deres bankkonto.
Tyveriet af de personlige oplysninger tyder på, at Bet24 ikke har gemt sine brugeres kodeord i et sikkert og forsvarligt format, mener Jan Kaastrup fra CSIS.
- Bet24 har haft en meget ringe sikkerhed. Udover at de har haft en sårbarhed, som gør, at man har kunne få fat i de her oplysninger, så har de også uforsvarligt gemt data på deres systemer, siger Jan Kaastrup.
Bet24 oplyser, at de personlige oplysninger, som er stjålet, er fra brugere, der er oprettet på siden før 31. oktober 2009.









Det er simpelthen for dårligt ! De har reklamer over det hele, og bruger kassen på reklamere sig selv, men sikkerheden overfor deres egne kunder, skider de højt og trygt på ! Det er bare ikke godt nok bet24 ! Nu har jeg så slettet min konto hos jer, her idag da jeg ikke tør andet, stoler bare ikk på jer mere. Kan blive så rasende over det ! At folk lægger så mange penge hos jer, er en ting, men at sikkerheden bare er frit tag selvbord for hackere. FOR DÅRLIGT!