Aalborg Håndbold tager tirsdag aften imod Bjerringbro-Silkeborg hjemme i Gigantium, når årets Super Cup løber af stablen.
Og her er bookmakerne efter vores mening skævt på den, når de gør Bjerringbro-Silkeborg til favoritter. På hjemmebane skal nordjyderne have en rigtig god chance for at slå sidste sæsons sølvvindere.
Aalborg Håndbold har et rigtig stærkt hold, som er blevet tilført klassespillere i form af blandt andre Mads Larsen, Morten Slundt og den serbiske landsholdsspiller Luka Mitrovic.
Godt nok har Jonas Larholm og Henrik Mølgaard, som de tungeste profiler, også forladt Aalborg, men samlet set har aalborgenserne forstærket sig med sommerens transferaktiviteter.
Modsat har Bjerringbro-Silkeborg mistet Niklas Landin, der med afstand var holdets største profil, og det er spændende at se, hvordan midtjyderne klarer sig uden landsholdsstjernen i målet.
Afløserne er Jannik Green og Dane Sijan, og selvom de er to glimrende målmænd, så er de langt fra at holde det høje niveau, som Landin er garant for. Blandt markspillerne har klubben forstærket sig med Henrik Toft, Chris Jørgensen og Casper U. Mortensen, men også sagt farvel til markante profiler som Frederik Petersen, så på den front går det lige op for midtjyderne.
Udover det spillemæssige taler specielt motivationen for en Aalborg-sejr. Super Cup'en er ikke endnu en specielt prestigefyldt størrelse i Danmark, men med udsigt til et næsten udsolgt Gigantium, er der ikke nogen tvivl om, at værterne fra Aalborg vil have lettest ved at svinge sig op til en toppræstation.
Da de to mandskaber sidst stødte sammen i Gigantium i forårets slutspil, blev det i øvrigt til en stensikker 10-måls sejr til Aalborg, så når Kristian Kjelling & co. løber på banen vil de uden tvivl føle, at de har overtaget på gæsterne fra BSV.
Aalborg - BSV 1
Odds 2,10 hos PartyBets
Spilstop tirsdag 28/8 klokken 18:45
KARAKTER: 2/6.









